Poems in this topic
Life and Existence
Hans Christian Andersen
November
November
'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'
*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).
En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.
Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.
Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.
Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
Tause sad de, Alt var stille;
Ingen Luftning krused' Havet.
Dybt jeg dykkede, dernede
Jog jeg Hvalerne af Søvnen;
Deres sorte Ryg de reiste
Over Fladen, sprøited' Vandet
Høit i Luften rundt om Vraget,
Hvor de tause Dødsindviede
Dybt og langsomt droge Aande,
Men endnu om Livet drømte; -
Mere Vandet steg i Rummet,
Lystigt hylte det derinde.
- Vraget sank, rev Baaden med sig -
Bølgen steg i vilde Hvirvler,
Sydede i store Kredse.
Saa blev atter alting stille,
-Ingen seer hvad Dybet gjemmer.
Ingen veed om Skibets Skjæbne;
Bange vente de der hjemme,
Uger, Maaneder og Aar,
Medens Hvalens sorte Finner
Slaae de hvide Dødningben.
Den Fjerde.
Intet stort Du der udretted',
Nei, hør kun, hvad jeg har gjort. -
Nær ved Genfersøens Bredder,
Hvor lavinen laa paa fjeldet,
Purpurfarvet smukt af solen,
Svang jeg mig i Aftenskumring.
Dybt i Dalen alt var Stilhed;
Ingen Luftning rørte Træet.
-ved den lille, lave Hytte
Sad en tre Aars Dreng og leged'.
Hæslig var han som en Engel!
Brune øjne, smil paa Kinden -
Se, nu kom en mægtig Rovfugl,
Der paa sine sorte Vinger
Rask slog ned og greb den Lille.
Højt den skreg; han fløj med Byttet.
Moderen kom ud fra Huset.
Uden Ord og uden Stemme
Stirred' hun med Dødens Blikke.
Først den satte sig paa Taget,
Fløj saa op ad Fjeldets Side;
Hvilte der, til hun var ved ham,
Atter fløj han da - ha, glæde!
Længer kunne hun ej følge -
Mellem Graner, Sne og Skyer,
Sad han i sin stolte Rede;
Slukked Øiets Stjerne-flamme,
Leged' med de gule Lokker,
Drak de varme, friske Draaber,
Og istemte højt sin Sang. www.
PoemHunter.com - The World's Poetry Archive
-under Reden laa et Snelag.
Ved min Aande blev det løsnet,
Thi jeg bævede af Lyst,
Og den lette Snebold trilled',
Svulmede til en Lavine,
Skjulte Hytten dybt i Dalen,
Hvor den bange Moder drømte,
Hendes mindste Barn laa trygt.
Den femte.
Dorske vagabonder er i.
Ikkun ét - ét eventyr?
Nej, som snogehammen broget,
Maa det med Bedrifter veksle.
Med den blege Maanestraale
Leged' jeg i Midnatsstunden
Om hver stærk og saftfuld Urt,
Suged' Kræfter op af Jorden,
Lagde Gift i Rod og Blade,
Krydret med mit Flammekys! -
Højt imellem Norges Fjelde
Traf jeg paa en Trup af Ulve;
Jeg med Vinterkulden slog dem,
Drev dem bort med Storm og Hagl,
Fra hvert Rov, de kunde finde,
Og de kom til Bondens Hytte;
Let blev Pinden brudt fra Døren,
Der var ingen Folk i Stuen,
Kun en Unge laae i Vuggen,
Ret en deilig Ulvebrad.
-Ene, i den dybe Granskov
Sad en Pige, hun var deilig!
Alle kaldte hende dydig.
Med en nyfødt Lille sad hun,
Væded' ham med Kys og Taarer,
Men fortvivled' over Skammen;
Selv jeg fandt, det klædte ilde;
Derfor, som en Hvirvelvind,
Greb jeg en af Skovens Graner,
Knuste den i mine Arme,
Snoede Barken til en Strikke,
Kasted' den for hendes Fødder, -
Og den gjorde herlig Nytte. -
Barnet grov' vi ned i Mosen -
Nu er Pigen atter dydig.
Derpaa gik min Vei til Havet,
Jeg blev Bølge mellem Bølger.
Stormen Steg, der kom en Snekke,
Fire Mand, en niaars Gut,
Var Besætningen derinde,
Gutten gik just i Kahytten,
Men de fire Mænd var' oppe.
Som en Braa-Sø jeg mig reiste,
Gjorde ryddeligt paa Dækket.
-Nu er Drengen ene Herre,
Skibet gaaer for Storm og Vinde.
See, nu kommer da det Sidste,
Skade, det er ei det Bedste! -
Nær ved Edinburg jeg landed';
Useet, sneg jeg mig i Hytten,
Hvor den syge Moder blunded'.
Hendes Søn, en ni-aars Dreng
Sad med Bibelen og læste;
Men da Søvnen qvæged' hende,
Taug han stille, folded' Haanden,
Saae paa hende fromt og barnligt.
Som en Luftning greb jeg hurtig
I det lette Senge-Omhæng,
Lod det kysse Lampe-Flammen.
Snart det blussede. Jeg brændte
I den røde, vilde Lue!
Drengen styrted' ud af Huset,
For at søge Hjelp for hende. -
Udenfor - et lystigt Møde!
See, der stod' to vilde Knægte,
Muskelstærke, klædt, i Pjalter,
Efter Bytte kun de lured';
Og de greb og qvalte Drengen,
Bragte Liget hen til Lægen,
Der betalte med Guineer,
Thi han fik et smukt Kadaver.
Men igjennem Hyttens Rude
Løfted' jeg min Flamme-Vinge,
Hvirvled' Røgen høit mod Skyen
I den maaneklare Nat.
Den Første.
Ha, jeg hører gjennem Stormen,
Hører gjennem Havets Brænding
Hist fra Hytten Fredens Toner.
Hør, den gamle Qvinde synger!
Gid jeg kunde blæse Psalmen
Ud af hendes fromme Hjerte.
Dorske Bølge, reis dig mere!
Ryst November-Storm din Vinge,
At jeg hendes Sang ei hører.
Psalmetoner fra Fiskerhytten.
'Vor Gud lod en Rose opskyde,
Alverden burde sig fryde;
Men mangen har aldrig fornummen,
At Rosen til Verden er kommen.
Ak, søger de ydmyge Steder,
I Støvet, hvor [skulle være: for] Frelseren græder,
Saa faae I vor Jesum i Tale,
Thi Roserne voxe i Dale.
Lad Verden mig Alting betage,
Lad Tornene rive og nage.
Lad Hjertet daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste!' **
De onde Aander.
Fæle, frygtelige Toner!
Kom, vi vil' som Hvirvelvinde
Stige i Novembernatten.
Men først her en Daad vi øve;
Vi vil lægge os paa Bølgen,
Suge Taage op af Havet,
Sprede denne rundt om Kysten.
Da den stolte Søemand gruer,
Mens paa nye Eventyr
Hver gaaer hen, hvor bedst ham synes.
Den Første.
Jeg vil rase vildt i Skoven,
Rykke Træer op med Roden;
Hvirvle Bladene mod Skyen;
Hvidske Mennesket i Hjertet:
'Efter Løvfald kommer Vaaren,
Bringer atter grønne Blade;
Derfor Du, naar Hjertet isner,
Troer, en nyfødt Vaar Dig venter.
Slægter fødes, Skoven grønnes,
Men husk paa det Løv, som falder,
Aldrig dette grønnes mere.
Det er kun i nye Slægter
Livet groer for Evigheden'.
Den Anden.
Jeg vil flyve ned til Sjælland,
Jage Fuglene fra Skoven,
Skræmme dem, at hæst de skrige;
Da vil Bonden i sin Hytte,
Grue for den vilde Jæger,
Det er Waldemar som jager!
Den Tredie.
Ja, ved Vordingborg i Taarnet
Hyler jeg med Natte-Blæsten
Gjennem Murens dybe Revner.
'Kongen har ei Ro i Graven!'
Hvisker da den bange Fisker,
Og med Eet han bli'er gudfrygtug,
Mens han seiler over Bugten.
Den Fjerde og Femte.
Kom, vi flyve op paa Heden,
Der en lystig Fest vi feire!
Nu i Finnerup de sove.
-Luftens Taage vil vi forme
Til en gammel gothisk Kirke,
Ret som den, der fordum stod der.
Døren aabne vi til Laden.
Jeg vil være Dannerkongen,
Erik Glipping. Du er Ranild.
Luftig' lette, skabt' af Taage,
Stige vi som deres Aander.
Tingen kjende vi til Grunden,
Selv vi vare med ved Legen,
Og har siden tidt af Bonden
Hørt det i hans gamle Vise.
'Lukked' Du Ranild den Dør med Stang,
Som jeg Dig dertil troer?
Undsagt mig har Marsk Stig engang,
Mindes Du vel hans Ord.
Jeg sætter for Døren Pind og Stang,
Og dertil Bjelke hiin tykke,
Ikke fødtes af Qvinde den Mand,
Der skal den med Hænder oprykke.
Viben vil værge for hver den Sted,
Som udi Marken mon staae,
Hun kan ei værge den lille Tue,
Som hun skal bygge paa.
Det var ei anden Pind eller Stang,
Som monne for Døren staae,
Det vil jeg Eder sige for sandt,
Det var kun to Halmstraae.
Det var ei anden Bjelke tyk,
Som han for Døren opreiste,
Det var et Halmneeg let og blødt,
Som Veiret strax frablæste'.
Ja saaledes klinger Visen!
Saadan var det, maae vi sande,
Kaade Trolde lystigt spøgte;
Een var Straaet, Een var Neget,
Det var Pinden, det var Bjelken. -
Men afsted! - Nu er jeg Kongen!
Bedst Du forestiller Ranild.
Og I Andre, som vil følge,
Vorder Taage! kom som Munke,
Mens bag Kappen Sværdet blinker.
Saadan vi den glade Blodnat,
Vor November-Farce spille,***
Mens en Natmand med Familie
Gaaer i Storm og Blæst paa Heden,
Og forfærdes, naar han seer os
Kogle i den vilde Midnat.
(Det oprørte Hav. - Et Skib flyver frem i Stormen).
Kapitainen (giver Befalinger).
Tredie Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! - ha alle Djævle, hvilken Nat!
(Skrig af Passagererne).
Kapitainen.
Ryddelig Dæk! - For Satan, hvilken Taage! - holla! ikke legere [fejl for: længere?]! - heis
Storm-Aben!
Bølgerne.
Menneskeaand, som byder os Skranke,
Ha skjælv bag den skjøre Planke,
Frygt den sorte, skummende Sø,
'Du skal døe!'
Kapitainen.
Kap luv Mesans Vanter! - ha, rør jer Gutter! - - Vi drive ind! - op med Roret!
Skrig af Matroser.
Vi sidde fast - Søen gaaer ind i Rummet! Herre Jesus! vi forgaae.
Don Juan.
Mephistopheles! jeg synker!
Mephistopheles.
Grib min Haand! Paa denne Planke
Vi paa Bølgen ride Ranke.
Gjennem Brændingen Du stiger,
Frelst, til Kystens smukke Piger,
Og paa Skrækken Dig fornøier.
Alt er kun November-Løier.
Den ei Aarets Død forkynder.
Ballet er det, som begynder.
Stormen her er Musikanten;
See, hvor lystigt Dandsen gaaer!
Seent først Vintergubben staaer
Kold og hvid, som Kommandanten.
(De drive i Land)..
'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'
*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).
En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.
Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.
Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.
Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
Tause sad de, Alt var stille;
Ingen Luftning krused' Havet.
Dybt jeg dykkede, dernede
Jog jeg Hvalerne af Søvnen;
Deres sorte Ryg de reiste
Over Fladen, sprøited' Vandet
Høit i Luften rundt om Vraget,
Hvor de tause Dødsindviede
Dybt og langsomt droge Aande,
Men endnu om Livet drømte; -
Mere Vandet steg i Rummet,
Lystigt hylte det derinde.
- Vraget sank, rev Baaden med sig -
Bølgen steg i vilde Hvirvler,
Sydede i store Kredse.
Saa blev atter alting stille,
-Ingen seer hvad Dybet gjemmer.
Ingen veed om Skibets Skjæbne;
Bange vente de der hjemme,
Uger, Maaneder og Aar,
Medens Hvalens sorte Finner
Slaae de hvide Dødningben.
Den Fjerde.
Intet stort Du der udretted',
Nei, hør kun, hvad jeg har gjort. -
Nær ved Genfersøens Bredder,
Hvor lavinen laa paa fjeldet,
Purpurfarvet smukt af solen,
Svang jeg mig i Aftenskumring.
Dybt i Dalen alt var Stilhed;
Ingen Luftning rørte Træet.
-ved den lille, lave Hytte
Sad en tre Aars Dreng og leged'.
Hæslig var han som en Engel!
Brune øjne, smil paa Kinden -
Se, nu kom en mægtig Rovfugl,
Der paa sine sorte Vinger
Rask slog ned og greb den Lille.
Højt den skreg; han fløj med Byttet.
Moderen kom ud fra Huset.
Uden Ord og uden Stemme
Stirred' hun med Dødens Blikke.
Først den satte sig paa Taget,
Fløj saa op ad Fjeldets Side;
Hvilte der, til hun var ved ham,
Atter fløj han da - ha, glæde!
Længer kunne hun ej følge -
Mellem Graner, Sne og Skyer,
Sad han i sin stolte Rede;
Slukked Øiets Stjerne-flamme,
Leged' med de gule Lokker,
Drak de varme, friske Draaber,
Og istemte højt sin Sang. www.
PoemHunter.com - The World's Poetry Archive
-under Reden laa et Snelag.
Ved min Aande blev det løsnet,
Thi jeg bævede af Lyst,
Og den lette Snebold trilled',
Svulmede til en Lavine,
Skjulte Hytten dybt i Dalen,
Hvor den bange Moder drømte,
Hendes mindste Barn laa trygt.
Den femte.
Dorske vagabonder er i.
Ikkun ét - ét eventyr?
Nej, som snogehammen broget,
Maa det med Bedrifter veksle.
Med den blege Maanestraale
Leged' jeg i Midnatsstunden
Om hver stærk og saftfuld Urt,
Suged' Kræfter op af Jorden,
Lagde Gift i Rod og Blade,
Krydret med mit Flammekys! -
Højt imellem Norges Fjelde
Traf jeg paa en Trup af Ulve;
Jeg med Vinterkulden slog dem,
Drev dem bort med Storm og Hagl,
Fra hvert Rov, de kunde finde,
Og de kom til Bondens Hytte;
Let blev Pinden brudt fra Døren,
Der var ingen Folk i Stuen,
Kun en Unge laae i Vuggen,
Ret en deilig Ulvebrad.
-Ene, i den dybe Granskov
Sad en Pige, hun var deilig!
Alle kaldte hende dydig.
Med en nyfødt Lille sad hun,
Væded' ham med Kys og Taarer,
Men fortvivled' over Skammen;
Selv jeg fandt, det klædte ilde;
Derfor, som en Hvirvelvind,
Greb jeg en af Skovens Graner,
Knuste den i mine Arme,
Snoede Barken til en Strikke,
Kasted' den for hendes Fødder, -
Og den gjorde herlig Nytte. -
Barnet grov' vi ned i Mosen -
Nu er Pigen atter dydig.
Derpaa gik min Vei til Havet,
Jeg blev Bølge mellem Bølger.
Stormen Steg, der kom en Snekke,
Fire Mand, en niaars Gut,
Var Besætningen derinde,
Gutten gik just i Kahytten,
Men de fire Mænd var' oppe.
Som en Braa-Sø jeg mig reiste,
Gjorde ryddeligt paa Dækket.
-Nu er Drengen ene Herre,
Skibet gaaer for Storm og Vinde.
See, nu kommer da det Sidste,
Skade, det er ei det Bedste! -
Nær ved Edinburg jeg landed';
Useet, sneg jeg mig i Hytten,
Hvor den syge Moder blunded'.
Hendes Søn, en ni-aars Dreng
Sad med Bibelen og læste;
Men da Søvnen qvæged' hende,
Taug han stille, folded' Haanden,
Saae paa hende fromt og barnligt.
Som en Luftning greb jeg hurtig
I det lette Senge-Omhæng,
Lod det kysse Lampe-Flammen.
Snart det blussede. Jeg brændte
I den røde, vilde Lue!
Drengen styrted' ud af Huset,
For at søge Hjelp for hende. -
Udenfor - et lystigt Møde!
See, der stod' to vilde Knægte,
Muskelstærke, klædt, i Pjalter,
Efter Bytte kun de lured';
Og de greb og qvalte Drengen,
Bragte Liget hen til Lægen,
Der betalte med Guineer,
Thi han fik et smukt Kadaver.
Men igjennem Hyttens Rude
Løfted' jeg min Flamme-Vinge,
Hvirvled' Røgen høit mod Skyen
I den maaneklare Nat.
Den Første.
Ha, jeg hører gjennem Stormen,
Hører gjennem Havets Brænding
Hist fra Hytten Fredens Toner.
Hør, den gamle Qvinde synger!
Gid jeg kunde blæse Psalmen
Ud af hendes fromme Hjerte.
Dorske Bølge, reis dig mere!
Ryst November-Storm din Vinge,
At jeg hendes Sang ei hører.
Psalmetoner fra Fiskerhytten.
'Vor Gud lod en Rose opskyde,
Alverden burde sig fryde;
Men mangen har aldrig fornummen,
At Rosen til Verden er kommen.
Ak, søger de ydmyge Steder,
I Støvet, hvor [skulle være: for] Frelseren græder,
Saa faae I vor Jesum i Tale,
Thi Roserne voxe i Dale.
Lad Verden mig Alting betage,
Lad Tornene rive og nage.
Lad Hjertet daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste!' **
De onde Aander.
Fæle, frygtelige Toner!
Kom, vi vil' som Hvirvelvinde
Stige i Novembernatten.
Men først her en Daad vi øve;
Vi vil lægge os paa Bølgen,
Suge Taage op af Havet,
Sprede denne rundt om Kysten.
Da den stolte Søemand gruer,
Mens paa nye Eventyr
Hver gaaer hen, hvor bedst ham synes.
Den Første.
Jeg vil rase vildt i Skoven,
Rykke Træer op med Roden;
Hvirvle Bladene mod Skyen;
Hvidske Mennesket i Hjertet:
'Efter Løvfald kommer Vaaren,
Bringer atter grønne Blade;
Derfor Du, naar Hjertet isner,
Troer, en nyfødt Vaar Dig venter.
Slægter fødes, Skoven grønnes,
Men husk paa det Løv, som falder,
Aldrig dette grønnes mere.
Det er kun i nye Slægter
Livet groer for Evigheden'.
Den Anden.
Jeg vil flyve ned til Sjælland,
Jage Fuglene fra Skoven,
Skræmme dem, at hæst de skrige;
Da vil Bonden i sin Hytte,
Grue for den vilde Jæger,
Det er Waldemar som jager!
Den Tredie.
Ja, ved Vordingborg i Taarnet
Hyler jeg med Natte-Blæsten
Gjennem Murens dybe Revner.
'Kongen har ei Ro i Graven!'
Hvisker da den bange Fisker,
Og med Eet han bli'er gudfrygtug,
Mens han seiler over Bugten.
Den Fjerde og Femte.
Kom, vi flyve op paa Heden,
Der en lystig Fest vi feire!
Nu i Finnerup de sove.
-Luftens Taage vil vi forme
Til en gammel gothisk Kirke,
Ret som den, der fordum stod der.
Døren aabne vi til Laden.
Jeg vil være Dannerkongen,
Erik Glipping. Du er Ranild.
Luftig' lette, skabt' af Taage,
Stige vi som deres Aander.
Tingen kjende vi til Grunden,
Selv vi vare med ved Legen,
Og har siden tidt af Bonden
Hørt det i hans gamle Vise.
'Lukked' Du Ranild den Dør med Stang,
Som jeg Dig dertil troer?
Undsagt mig har Marsk Stig engang,
Mindes Du vel hans Ord.
Jeg sætter for Døren Pind og Stang,
Og dertil Bjelke hiin tykke,
Ikke fødtes af Qvinde den Mand,
Der skal den med Hænder oprykke.
Viben vil værge for hver den Sted,
Som udi Marken mon staae,
Hun kan ei værge den lille Tue,
Som hun skal bygge paa.
Det var ei anden Pind eller Stang,
Som monne for Døren staae,
Det vil jeg Eder sige for sandt,
Det var kun to Halmstraae.
Det var ei anden Bjelke tyk,
Som han for Døren opreiste,
Det var et Halmneeg let og blødt,
Som Veiret strax frablæste'.
Ja saaledes klinger Visen!
Saadan var det, maae vi sande,
Kaade Trolde lystigt spøgte;
Een var Straaet, Een var Neget,
Det var Pinden, det var Bjelken. -
Men afsted! - Nu er jeg Kongen!
Bedst Du forestiller Ranild.
Og I Andre, som vil følge,
Vorder Taage! kom som Munke,
Mens bag Kappen Sværdet blinker.
Saadan vi den glade Blodnat,
Vor November-Farce spille,***
Mens en Natmand med Familie
Gaaer i Storm og Blæst paa Heden,
Og forfærdes, naar han seer os
Kogle i den vilde Midnat.
(Det oprørte Hav. - Et Skib flyver frem i Stormen).
Kapitainen (giver Befalinger).
Tredie Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! - ha alle Djævle, hvilken Nat!
(Skrig af Passagererne).
Kapitainen.
Ryddelig Dæk! - For Satan, hvilken Taage! - holla! ikke legere [fejl for: længere?]! - heis
Storm-Aben!
Bølgerne.
Menneskeaand, som byder os Skranke,
Ha skjælv bag den skjøre Planke,
Frygt den sorte, skummende Sø,
'Du skal døe!'
Kapitainen.
Kap luv Mesans Vanter! - ha, rør jer Gutter! - - Vi drive ind! - op med Roret!
Skrig af Matroser.
Vi sidde fast - Søen gaaer ind i Rummet! Herre Jesus! vi forgaae.
Don Juan.
Mephistopheles! jeg synker!
Mephistopheles.
Grib min Haand! Paa denne Planke
Vi paa Bølgen ride Ranke.
Gjennem Brændingen Du stiger,
Frelst, til Kystens smukke Piger,
Og paa Skrækken Dig fornøier.
Alt er kun November-Løier.
Den ei Aarets Død forkynder.
Ballet er det, som begynder.
Stormen her er Musikanten;
See, hvor lystigt Dandsen gaaer!
Seent først Vintergubben staaer
Kold og hvid, som Kommandanten.
(De drive i Land)..
344
Hans Christian Andersen
Januar
Januar
'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
-Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!
Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.
Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.
Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!
Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?
Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.
-Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
-Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.
-Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
-I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
-Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;
Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.
-Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
-Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.
Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -
Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!
'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
-Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!
Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.
Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.
Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!
Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?
Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.
-Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
-Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.
-Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
-I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
-Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;
Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.
-Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
-Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.
Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -
Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!
348
Hans Christian Andersen
From The Philosopher’s Stone
From The Philosopher’s Stone
Now she heard the following words sadly sung,—
“Life is a shadow that flits away
In a night of darkness and woe.”
But then would follow brighter thoughts:
“Life has the rose’s sweet perfume
With sunshine, light, and joy.”
And if one stanza sounded painfully—
“Each mortal thinks of himself alone,
Is a truth, alas, too clearly known;”
Then, on the other hand, came the answer—
“Love, like a mighty flowing stream,
Fills every heart with its radiant gleam.”
She heard, indeed, such words as these—
“In the pretty turmoil here below,
All is a vain and paltry show.”
Then came also words of comfort—
“Great and good are the actions done
By many whose worth is never known.”
And if sometimes the mocking strain reached her—
“Why not join in the jesting cry
That contemns all gifts from the throne on high?”
In the blind girl’s heart a stronger voice repeated—
“To trust in thyself and God is best,
In His holy will forever to rest.”
But the evil spirit could not see this and remain contented.
Now she heard the following words sadly sung,—
“Life is a shadow that flits away
In a night of darkness and woe.”
But then would follow brighter thoughts:
“Life has the rose’s sweet perfume
With sunshine, light, and joy.”
And if one stanza sounded painfully—
“Each mortal thinks of himself alone,
Is a truth, alas, too clearly known;”
Then, on the other hand, came the answer—
“Love, like a mighty flowing stream,
Fills every heart with its radiant gleam.”
She heard, indeed, such words as these—
“In the pretty turmoil here below,
All is a vain and paltry show.”
Then came also words of comfort—
“Great and good are the actions done
By many whose worth is never known.”
And if sometimes the mocking strain reached her—
“Why not join in the jesting cry
That contemns all gifts from the throne on high?”
In the blind girl’s heart a stronger voice repeated—
“To trust in thyself and God is best,
In His holy will forever to rest.”
But the evil spirit could not see this and remain contented.
405
Hans Christian Andersen
April
April
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
-Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær,
-Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
-Brud og Brudgom sad nu sammen,
Der var Lystighed og Gammen,
Smukt om Troskab blev der talt,
Men, - ak! Dig ei Talen gjaldt.
Elskeren.
Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja Du gav mig hende!
Hun, min første Kjærlighed
Min i Tid og Evighed!
Lille Fugl! løft glad Din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!
*
Chor af de Kjørende.
Med Graad i Øie, med Smiil paa Kind,
I Elskovs Drømme, i Sind og Skind,
Hvor ligner Du - o, Pigelil!
-April.
See Haabet med sin Blomsterkrands,
Dets hele Liv er kun en Dands!
Hvad fandt Du i dets Graad og Smiil?
-April!
For Laurbærkrandsen paa sin Grav
Saa mangen Helt sit Liv hengav;
Maaskee han løb mod Dødens Piil
April!
Fortuna med sit Hersker-Blik,
Og Brittens Tro 2 i Politik,
Hvor ligne I og Eders Smiil
April!
Den hele Jord, det hele Liv,
Med Kjærlighed, med Sorg og Kiv,
Er med sin Stræben, Kamp og Smiil
April!
*
Vandringsmanden.
Nei, Frihed synger Du, April,
Med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil!
Stolt svulmer frem hver Aae, hver Bæk,
Alt grønnes her den brune Hæk,
Og Sneen smelter bort paa Vang,
Mens Fuglen synger Friheds Sang!
En lille Fugl (paa Grenen).
Hen over Sø og salten Vand
Jeg kommer fra et fremmed Land;
Nær Polens Grændse Landet laae,
I Byen jeg en Galge saae,
Der var saa mange Navne paa.
Men Heltenavne man kun skrev,
Og Hædersstøtte Galgen blev,
Thi bøiede sig hver en Fri
Ærbødigt, mens han gik forbi,
Og aarle, alt ved Lærkens Slag,
Den stod bekrandset næste Dag.*
Jeg satte mig paa Støtten lidt,
Og sang mit Friheds Qvirrevit!
*Historisk Sandhed.
Eccho.
'Qvirrevit!'
Fuglen.
Ak! er min Friheds Sang ei meer?
Eccho.
'Ei meer!'
En skikkelig Mand.
Hvad behager? Her er allerede saadan en Qvinkeleren og Qviddren med Spurve og
Lærker! Alt det Fugle-Rak, vor Herre lader skabe, kommer strax og giver deres Besyv!
-Nu kan de da snart faae lidt i Skrotten igjen, nu Sommeren kommer! Hvor det ellers
er et deiligt Veir.
En Kritiker.
Hr. Forfatter! Gud bevare os! hvad tænker De paa? At lade saadan en Person komme
ind her? Er det Orden? Er det Logik? Hvad skal denne skikkelige Mand i Friheds
Maaneden?
Forfatteren.
Det er just en poetisk Frihed.
Kritikeren .
Vil De bare see at faae ham ud! eller jeg skal lære Dem [rettet fra 'dem'] begge to! ['!'
rettet fra '?']
Den skikkelige Mand.
Hvad? Faae mig ud! - Har jeg ikke Lov at spadsere i April Maaned? - Jeg fornærmer
ingen, og jeg skylder, Gud skee Lov, heller ingen Noget.
Kritikeren.
Jeg skal rive ham ned 3 i Kritikkerne!
Den skikkelige Mand.
Kom han mig ikke saa! for jeg har en Søstersøn, der skal op til første Examen næste
Aar, og han har allerede længe skrevet den Ene og den Anden en X for et U 4 i
Bladene; - men uden Navn - det er en Fandens Dreng, tag han sig i Agt for ham. -
Forfatteren.
O Gud, mine Herrer, De sætte mig i den største Forskrækkelse! Kom dog ikke op at
slaaes. -
Kritikeren.
Vil De forbyde os det! Hvad vil De med Deres skikkelige Mand her? Er De ikke selv
Skyld i det Hele. Nu vil jeg banke ham -
Forfatteren.
Ja Gud bevare os! det er jo Frihedens Maaned.
(trækker sig tilbage).
En ung Maler.
(kommer med sin Mappe og sine Tegne-Redskaber).
Den friske grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,
Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.
(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med et grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist. ['.' indsat her]
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaae.
De [',' slettet] som to muntre Vaarens [',' slettet] Alfer staae
Ved Vintrens Snee, hvor mangt et Minde hviler.
Ømt til de kjære Smaae den Gamle smiler!
Vandringsmanden.
Hvor festligt klinger over Bondens Vang
Fra Kirketaarnet Klokkens dybe Klang,
Mens Havets Bølger synge med fra Stranden;
Hør, det er Paaske, Christus er opstanden!
Bølgerne.
Sæt Dig her paa Stenen, ved det brune Tang,
Vi skal Dig fortælle mangen Havfrue-Sang.
Dybt, saa dybt dernede, paa den vaade Grund,
Bygge Havets Piger, under Øresund.
Der er' [',' slettet] smukke Blomster, Tangen er saa grøn,
Og - som Søens Lillier er den Havfrue skjøn!
Tidt i Sommer-Natten hun fra Dybet gaaer,
Leger da heroppe med sit lange Haar.
Hver April hun bringer, under Bølge-Sang,
Danmark Friheds-Krandsen af sit grønne Tang;
Og mens Vinter-Kysten blomstrer smukt igjen,
Synger Danmarks frelse ved Niels Ebbesen;*
Synger Brittens Skjændsel og hans fule 5 Smiil,
Mens hun skjænker Danmark Krandsen for April!**
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
-Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær,
-Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
-Brud og Brudgom sad nu sammen,
Der var Lystighed og Gammen,
Smukt om Troskab blev der talt,
Men, - ak! Dig ei Talen gjaldt.
Elskeren.
Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja Du gav mig hende!
Hun, min første Kjærlighed
Min i Tid og Evighed!
Lille Fugl! løft glad Din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!
*
Chor af de Kjørende.
Med Graad i Øie, med Smiil paa Kind,
I Elskovs Drømme, i Sind og Skind,
Hvor ligner Du - o, Pigelil!
-April.
See Haabet med sin Blomsterkrands,
Dets hele Liv er kun en Dands!
Hvad fandt Du i dets Graad og Smiil?
-April!
For Laurbærkrandsen paa sin Grav
Saa mangen Helt sit Liv hengav;
Maaskee han løb mod Dødens Piil
April!
Fortuna med sit Hersker-Blik,
Og Brittens Tro 2 i Politik,
Hvor ligne I og Eders Smiil
April!
Den hele Jord, det hele Liv,
Med Kjærlighed, med Sorg og Kiv,
Er med sin Stræben, Kamp og Smiil
April!
*
Vandringsmanden.
Nei, Frihed synger Du, April,
Med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil!
Stolt svulmer frem hver Aae, hver Bæk,
Alt grønnes her den brune Hæk,
Og Sneen smelter bort paa Vang,
Mens Fuglen synger Friheds Sang!
En lille Fugl (paa Grenen).
Hen over Sø og salten Vand
Jeg kommer fra et fremmed Land;
Nær Polens Grændse Landet laae,
I Byen jeg en Galge saae,
Der var saa mange Navne paa.
Men Heltenavne man kun skrev,
Og Hædersstøtte Galgen blev,
Thi bøiede sig hver en Fri
Ærbødigt, mens han gik forbi,
Og aarle, alt ved Lærkens Slag,
Den stod bekrandset næste Dag.*
Jeg satte mig paa Støtten lidt,
Og sang mit Friheds Qvirrevit!
*Historisk Sandhed.
Eccho.
'Qvirrevit!'
Fuglen.
Ak! er min Friheds Sang ei meer?
Eccho.
'Ei meer!'
En skikkelig Mand.
Hvad behager? Her er allerede saadan en Qvinkeleren og Qviddren med Spurve og
Lærker! Alt det Fugle-Rak, vor Herre lader skabe, kommer strax og giver deres Besyv!
-Nu kan de da snart faae lidt i Skrotten igjen, nu Sommeren kommer! Hvor det ellers
er et deiligt Veir.
En Kritiker.
Hr. Forfatter! Gud bevare os! hvad tænker De paa? At lade saadan en Person komme
ind her? Er det Orden? Er det Logik? Hvad skal denne skikkelige Mand i Friheds
Maaneden?
Forfatteren.
Det er just en poetisk Frihed.
Kritikeren .
Vil De bare see at faae ham ud! eller jeg skal lære Dem [rettet fra 'dem'] begge to! ['!'
rettet fra '?']
Den skikkelige Mand.
Hvad? Faae mig ud! - Har jeg ikke Lov at spadsere i April Maaned? - Jeg fornærmer
ingen, og jeg skylder, Gud skee Lov, heller ingen Noget.
Kritikeren.
Jeg skal rive ham ned 3 i Kritikkerne!
Den skikkelige Mand.
Kom han mig ikke saa! for jeg har en Søstersøn, der skal op til første Examen næste
Aar, og han har allerede længe skrevet den Ene og den Anden en X for et U 4 i
Bladene; - men uden Navn - det er en Fandens Dreng, tag han sig i Agt for ham. -
Forfatteren.
O Gud, mine Herrer, De sætte mig i den største Forskrækkelse! Kom dog ikke op at
slaaes. -
Kritikeren.
Vil De forbyde os det! Hvad vil De med Deres skikkelige Mand her? Er De ikke selv
Skyld i det Hele. Nu vil jeg banke ham -
Forfatteren.
Ja Gud bevare os! det er jo Frihedens Maaned.
(trækker sig tilbage).
En ung Maler.
(kommer med sin Mappe og sine Tegne-Redskaber).
Den friske grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,
Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.
(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med et grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist. ['.' indsat her]
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaae.
De [',' slettet] som to muntre Vaarens [',' slettet] Alfer staae
Ved Vintrens Snee, hvor mangt et Minde hviler.
Ømt til de kjære Smaae den Gamle smiler!
Vandringsmanden.
Hvor festligt klinger over Bondens Vang
Fra Kirketaarnet Klokkens dybe Klang,
Mens Havets Bølger synge med fra Stranden;
Hør, det er Paaske, Christus er opstanden!
Bølgerne.
Sæt Dig her paa Stenen, ved det brune Tang,
Vi skal Dig fortælle mangen Havfrue-Sang.
Dybt, saa dybt dernede, paa den vaade Grund,
Bygge Havets Piger, under Øresund.
Der er' [',' slettet] smukke Blomster, Tangen er saa grøn,
Og - som Søens Lillier er den Havfrue skjøn!
Tidt i Sommer-Natten hun fra Dybet gaaer,
Leger da heroppe med sit lange Haar.
Hver April hun bringer, under Bølge-Sang,
Danmark Friheds-Krandsen af sit grønne Tang;
Og mens Vinter-Kysten blomstrer smukt igjen,
Synger Danmarks frelse ved Niels Ebbesen;*
Synger Brittens Skjændsel og hans fule 5 Smiil,
Mens hun skjænker Danmark Krandsen for April!**
376
Gwendolyn Brooks
We Real Cool
We Real Cool
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
292
Gwendolyn Brooks
We Real Cool
We Real Cool
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
292
Gwendolyn Brooks
We Real Cool
We Real Cool
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
292
Gwendolyn Brooks
to the Diaspora
to the Diaspora
you did not know you were Afrika
When you set out for Afrika
you did not know you were going.
Because
you did not know you were Afrika.
You did not know the Black continent
that had to be reached
was you.
I could not have told you then that some sun
would come,
somewhere over the road,
would come evoking the diamonds
of you, the Black continent-somewhere
over the road.
You would not have believed my mouth.
When I told you, meeting you somewhere close
to the heat and youth of the road,
liking my loyalty, liking belief,
you smiled and you thanked me but very little believed me.
Here is some sun. Some.
Now off into the places rough to reach.
Though dry, though drowsy, all unwillingly a-wobble,
into the dissonant and dangerous crescendo.
Your work, that was done, to be done to be done to be done.
you did not know you were Afrika
When you set out for Afrika
you did not know you were going.
Because
you did not know you were Afrika.
You did not know the Black continent
that had to be reached
was you.
I could not have told you then that some sun
would come,
somewhere over the road,
would come evoking the diamonds
of you, the Black continent-somewhere
over the road.
You would not have believed my mouth.
When I told you, meeting you somewhere close
to the heat and youth of the road,
liking my loyalty, liking belief,
you smiled and you thanked me but very little believed me.
Here is some sun. Some.
Now off into the places rough to reach.
Though dry, though drowsy, all unwillingly a-wobble,
into the dissonant and dangerous crescendo.
Your work, that was done, to be done to be done to be done.
345
Gwendolyn Brooks
the vacant lot
the vacant lot
Mrs. Coley’s three-flat brick
Isn’t here any more.
All done with seeing her fat little form
Burst out of the basement door;
And with seeing her African son-in-law
(Rightful heir to the throne)
With his great white strong cold squares of teeth
And his little eyes of stone;
And with seeing the squat fat daughter
Letting in the men
When majesty has gone for the day—
And letting them out again.
Mrs. Coley’s three-flat brick
Isn’t here any more.
All done with seeing her fat little form
Burst out of the basement door;
And with seeing her African son-in-law
(Rightful heir to the throne)
With his great white strong cold squares of teeth
And his little eyes of stone;
And with seeing the squat fat daughter
Letting in the men
When majesty has gone for the day—
And letting them out again.
345
Gwendolyn Brooks
the rites for Cousin Vit
the rites for Cousin Vit
Carried her unprotesting out the door.
Kicked back the casket-stand. But it can't hold her,
That stuff and satin aiming to enfold her,
The lid's contrition nor the bolts before.
Oh oh. Too much. Too much. Even now, surmise,
She rises in the sunshine. There she goes,
Back to the bars she knew and the repose
In love-rooms and the things in people's eyes.
Too vital and too squeaking. Must emerge.
Even now she does the snake-hips with a hiss,
Slops the bad wine across her shantung, talks
Of pregnancy, guitars and bridgework, walks
In parks or alleys, comes haply on the verge
Of happiness, haply hysterics. Is.
Carried her unprotesting out the door.
Kicked back the casket-stand. But it can't hold her,
That stuff and satin aiming to enfold her,
The lid's contrition nor the bolts before.
Oh oh. Too much. Too much. Even now, surmise,
She rises in the sunshine. There she goes,
Back to the bars she knew and the repose
In love-rooms and the things in people's eyes.
Too vital and too squeaking. Must emerge.
Even now she does the snake-hips with a hiss,
Slops the bad wine across her shantung, talks
Of pregnancy, guitars and bridgework, walks
In parks or alleys, comes haply on the verge
Of happiness, haply hysterics. Is.
328
Gwendolyn Brooks
Sadie and Maud
Sadie and Maud
Maud went to college.
Sadie stayed home.
Sadie scraped life
With a fine toothed comb.
She didn't leave a tangle in
Her comb found every strand.
Sadie was one of the livingest chicks
In all the land.
Sadie bore two babies
Under her maiden name.
Maud and Ma and Papa
Nearly died of shame.
When Sadie said her last so-long
Her girls struck out from home.
(Sadie left as heritage
Her fine-toothed comb.)
Maud, who went to college,
Is a thin brown mouse.
She is living all alone
In this old house.
Maud went to college.
Sadie stayed home.
Sadie scraped life
With a fine toothed comb.
She didn't leave a tangle in
Her comb found every strand.
Sadie was one of the livingest chicks
In all the land.
Sadie bore two babies
Under her maiden name.
Maud and Ma and Papa
Nearly died of shame.
When Sadie said her last so-long
Her girls struck out from home.
(Sadie left as heritage
Her fine-toothed comb.)
Maud, who went to college,
Is a thin brown mouse.
She is living all alone
In this old house.
322
Gwendolyn Brooks
Of Robert Frost
Of Robert Frost
There is a little lightning in his eyes.
Iron at the mouth.
His brows ride neither too far up nor down.
He is splendid. With a place to stand.
Some glowing in the common blood.
Some specialness within.
There is a little lightning in his eyes.
Iron at the mouth.
His brows ride neither too far up nor down.
He is splendid. With a place to stand.
Some glowing in the common blood.
Some specialness within.
263
Gwendolyn Brooks
My Dreams, My Works, Must Wait Till After Hell
My Dreams, My Works, Must Wait Till After Hell
I hold my honey and I store my bread
In little jars and cabinets of my will.
I label clearly, and each latch and lid
I bid, Be firm till I return from hell.
I am very hungry. I am incomplete.
And none can give me any word but Wait,
The puny light. I keep my eyes pointed in;
Hoping that, when the devil days of my hurt
Drag out to their last dregs and I resume
On such legs as are left me, in such heart
As I can manage, remember to go home,
My taste will not have turned insensitive
To honey and bread old purity could love.
I hold my honey and I store my bread
In little jars and cabinets of my will.
I label clearly, and each latch and lid
I bid, Be firm till I return from hell.
I am very hungry. I am incomplete.
And none can give me any word but Wait,
The puny light. I keep my eyes pointed in;
Hoping that, when the devil days of my hurt
Drag out to their last dregs and I resume
On such legs as are left me, in such heart
As I can manage, remember to go home,
My taste will not have turned insensitive
To honey and bread old purity could love.
286
Gwendolyn Brooks
A Sunset of the City
A Sunset of the City
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
281
Gwendolyn Brooks
A Sunset of the City
A Sunset of the City
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
281
Gwendolyn Brooks
Garbageman: The Man With The Orderly Mind
Garbageman: The Man With The Orderly Mind
What do you think of us in fuzzy endeavor, you whose directions are
sterling, whose lunge is straight?
Can you make a reason, how can you pardon us who memorize the rules and never
score?
Who memorize the rules from your own text but never quite transfer them to the
game,
Who never quite receive the whistling ball, who gawk, begin to absorb the crowd's own
roar.
Is earnest enough, may earnest attract or lead to light;
Is light enough, if hands in clumsy frenzy, flimsy whimsically, enlist;
Is light enough when this bewilderment crying against the dark shuts down the
shades?
Dilute confusion. Find and explode our mist.
What do you think of us in fuzzy endeavor, you whose directions are
sterling, whose lunge is straight?
Can you make a reason, how can you pardon us who memorize the rules and never
score?
Who memorize the rules from your own text but never quite transfer them to the
game,
Who never quite receive the whistling ball, who gawk, begin to absorb the crowd's own
roar.
Is earnest enough, may earnest attract or lead to light;
Is light enough, if hands in clumsy frenzy, flimsy whimsically, enlist;
Is light enough when this bewilderment crying against the dark shuts down the
shades?
Dilute confusion. Find and explode our mist.
230
Gwendolyn Brooks
A Penitent Considers Another Coming of Mary
A Penitent Considers Another Coming of Mary
For Reverend Theodore Richardson
If Mary came would Mary
Forgive, as Mothers may,
And sad and second Saviour
Furnish us today?
She would not shake her head and leave
This military air,
But ratify a modern hay,
And put her Baby there.
Mary would not punish men—
If Mary came again.
For Reverend Theodore Richardson
If Mary came would Mary
Forgive, as Mothers may,
And sad and second Saviour
Furnish us today?
She would not shake her head and leave
This military air,
But ratify a modern hay,
And put her Baby there.
Mary would not punish men—
If Mary came again.
298
Guillaume Apollinaire
Vitam Impendere Amori
Vitam Impendere Amori
(Vitam Impendere Amori: To Threaten Life for Love)
Love is dead within your arms
Do you remember his encounter
He’s dead you restore the charms
He returns at your encounter
Another spring of springs gone past
I think of all its tenderness
Farewell season done at last
You’ll return as tenderly
****
In the evening light that’s faded
Where our several loves brush by
Your memory lies enchained
Far from our shades that die
O hands bound by memory
Burning like a funeral pyre
Where the last black Phoenix
Perfection comes to respire
Link by link the chain wears thin
Deriding us your memory
Flies ah hear it you who rail
I kneel again at your feet
****
You’ve not surprised my secret yet
Already the cortège moves on
But left to us is the regret
of there being no connivance none
The rose floats at the water’s edge
The maskers have passed by in crowds
It trembles in me like a bell
This heavy secret you ask now
****
Evening falls and in the garden
Women tell their histories
to Night that not without disdain
spills their dark hair’s mysteries
Little children little children
Your wings have flown away
But you rose that defend yourself
Throw your unrivalled scents away
For now’s the hour of petty theft
Of plumes of flowers and of tresses
Gather the fountain jets so free
Of whom the roses are mistresses
****
You descended through the water clear
I drowned my self so in your glance
The soldier passes she leans down
Turns and breaks away a branch
You float on nocturnal waves
The flame is my own heart reversed
Coloured as that comb’s tortoiseshell
The wave that bathes you mirrors well
****
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
The landscape’s formed of canvasses
A false stream of blood flows down
And under the tree the stars glow fresh
The only passer by’s a clown
The glass in the frame has cracked
An air defined uncertainly
Hovers between sound and thought
Between ‘to be’ and memory
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
(Vitam Impendere Amori: To Threaten Life for Love)
Love is dead within your arms
Do you remember his encounter
He’s dead you restore the charms
He returns at your encounter
Another spring of springs gone past
I think of all its tenderness
Farewell season done at last
You’ll return as tenderly
****
In the evening light that’s faded
Where our several loves brush by
Your memory lies enchained
Far from our shades that die
O hands bound by memory
Burning like a funeral pyre
Where the last black Phoenix
Perfection comes to respire
Link by link the chain wears thin
Deriding us your memory
Flies ah hear it you who rail
I kneel again at your feet
****
You’ve not surprised my secret yet
Already the cortège moves on
But left to us is the regret
of there being no connivance none
The rose floats at the water’s edge
The maskers have passed by in crowds
It trembles in me like a bell
This heavy secret you ask now
****
Evening falls and in the garden
Women tell their histories
to Night that not without disdain
spills their dark hair’s mysteries
Little children little children
Your wings have flown away
But you rose that defend yourself
Throw your unrivalled scents away
For now’s the hour of petty theft
Of plumes of flowers and of tresses
Gather the fountain jets so free
Of whom the roses are mistresses
****
You descended through the water clear
I drowned my self so in your glance
The soldier passes she leans down
Turns and breaks away a branch
You float on nocturnal waves
The flame is my own heart reversed
Coloured as that comb’s tortoiseshell
The wave that bathes you mirrors well
****
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
The landscape’s formed of canvasses
A false stream of blood flows down
And under the tree the stars glow fresh
The only passer by’s a clown
The glass in the frame has cracked
An air defined uncertainly
Hovers between sound and thought
Between ‘to be’ and memory
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
1,477
Guillaume Apollinaire
The Bestiary: or Orpheus’s Procession
The Bestiary: or Orpheus’s Procession
(Le Bestiaire ou Cortège d’Orphée)
Orpheus
Admire the vital power
And nobility of line:
It’s the voice that the light made us understand here
That Hermes Trismegistus writes of in Pimander.
The Tortoise
From magic Thrace, O delerium!
My sure fingers sound the strings.
The creatures pass to the sounds
Of my tortoise, and the songs I sing.
The Horse
My harsh dreams knew the riding of you
My gold-charioted fate will be your lovely car
That for reins will hold tight to frenzy,
My verses, the patterns of all poetry.
The Tibetan Goat
The fleece of this goat and even
That gold one which cost such pain
To Jason’s not worth a sou towards
The tresses with which I’m taken.
The Serpent
You set yourself against beauty.
And how many women have been
victims of your cruelty!
Eve, Eurydice, Cleopatra:
I know three or four more after.
The Cat
I wish there to be in my house:
A woman possessing reason,
A cat among books passing by,
Friends for every season
Lacking whom I’m barely alive.
The Lion
O lion, miserable image
Of kings lamentably chosen,
Now you’re only born in a cage
In Hamburg, among the Germans.
The Hare
Don’t be fearful and lascivious
Like the hare and the amorous.
But always let your brain weave
The full form that conceives.
The Rabbit
There’s another cony I remember
That I’d so like to take alive.
Its haunt is there among the thyme
In the valleys of the Land of Tender.
The Dromedary
With his four dromedaries
Don Pedro of Alfaroubeira
Travels the world and admires her.
He does what I would rather
If I’d those four dromedaries.
The Mouse
Sweet days, the mice of time,
You gnaw my life, moon by moon.
God! I’ve twenty eight years soon,
and badly spent ones I imagine.
The Elephant
I carry treasure in my mouth,
As an elephant his ivory.
At the price of flowing words,
Purple death!…I buy my glory.
Orpheus
Look at this pestilential tribe
Its thousand feet, its hundred eyes:
Beetles, insects, lice
And microbes more amazing
Than the world’s seventh wonder
And the palace of Rosamunde!
The Caterpillar
Work leads us to riches.
Poor poets, work on!
The caterpillar’s endless sigh
Becomes the lovely butterfly.
The Fly
The songs that our flies know
Were taught to them in Norway
By flies who are they say
Divinities of snow.
The Flea
Fleas, friends, lovers too,
How cruel are those who love us!
All our blood pours out for them.
The well-beloved are wretched then.
The Grasshopper
Here’s the slender grasshopper
The food that fed Saint John.
May my verse be similar,
A treat for the best of men.
Orpheus
His heart was the bait: the heavens were the pond!
For, fisherman, what fresh or seawater catch
equals him, either in form or savour,
that lovely divine fish, Jesus, My Saviour?
The Dolphin
Dolphins, playing in the sea
The wave is bitter gruel.
Does my joy sometimes erupt?
Yet life is still so cruel.
The Octopus
Hurling his ink at skies above,
Sucking the blood of what he loves
And finding it delicious,
Is myself the monster, vicious.
The Jellyfish
Medusas, miserable heads
With hairs of violet
You enjoy the hurricane
And I enjoy the very same.
The Lobster
Uncertainty, O my delights
You and I we go
As lobsters travel onwards, quite
Backwards, Backwards, O.
The Carp
In your pools, and in your ponds,
Carp, you indeed live long!
Is it that death forgets to free
You fishes of melancholy?
Orpheus
The female of the Halcyon,
Love, the seductive Sirens,
All know the fatal songs
Dangerous and inhuman.
Don’t listen to those cursed birds
But Paradisial Angels’ words.
The Sirens
Do I know where your ennui’s from, Sirens,
When you grieve so widely under the stars?
Sea, I am like you, filled with broken voices,
And my ships, singing, give a name to the years.
The Dove
Dove, both love and spirit
Who engendered Jesus Christ,
Like you I love a Mary.
And so with her I marry.
The Peacock
In spreading out his fan, this bird,
Whose plumage drags on earth, I fear,
Appears more lovely than before,
But makes his derrière appear.
The Owl
My poor heart’s an owl
One woos, un-woos, re-woos.
Of blood, of ardour, he’s the fowl.
I praise those who love me, too.
Ibis
Yes, I’ll pass fearful shadows
O certain death, let it be so!
Latin mortal dreadful word,
Ibis, Nile’s native bird.
The Ox
This cherubim sings the praises
Of Paradise where, with Angels,
We’ll live once more, dear friends,
When the good God intends.
(Le Bestiaire ou Cortège d’Orphée)
Orpheus
Admire the vital power
And nobility of line:
It’s the voice that the light made us understand here
That Hermes Trismegistus writes of in Pimander.
The Tortoise
From magic Thrace, O delerium!
My sure fingers sound the strings.
The creatures pass to the sounds
Of my tortoise, and the songs I sing.
The Horse
My harsh dreams knew the riding of you
My gold-charioted fate will be your lovely car
That for reins will hold tight to frenzy,
My verses, the patterns of all poetry.
The Tibetan Goat
The fleece of this goat and even
That gold one which cost such pain
To Jason’s not worth a sou towards
The tresses with which I’m taken.
The Serpent
You set yourself against beauty.
And how many women have been
victims of your cruelty!
Eve, Eurydice, Cleopatra:
I know three or four more after.
The Cat
I wish there to be in my house:
A woman possessing reason,
A cat among books passing by,
Friends for every season
Lacking whom I’m barely alive.
The Lion
O lion, miserable image
Of kings lamentably chosen,
Now you’re only born in a cage
In Hamburg, among the Germans.
The Hare
Don’t be fearful and lascivious
Like the hare and the amorous.
But always let your brain weave
The full form that conceives.
The Rabbit
There’s another cony I remember
That I’d so like to take alive.
Its haunt is there among the thyme
In the valleys of the Land of Tender.
The Dromedary
With his four dromedaries
Don Pedro of Alfaroubeira
Travels the world and admires her.
He does what I would rather
If I’d those four dromedaries.
The Mouse
Sweet days, the mice of time,
You gnaw my life, moon by moon.
God! I’ve twenty eight years soon,
and badly spent ones I imagine.
The Elephant
I carry treasure in my mouth,
As an elephant his ivory.
At the price of flowing words,
Purple death!…I buy my glory.
Orpheus
Look at this pestilential tribe
Its thousand feet, its hundred eyes:
Beetles, insects, lice
And microbes more amazing
Than the world’s seventh wonder
And the palace of Rosamunde!
The Caterpillar
Work leads us to riches.
Poor poets, work on!
The caterpillar’s endless sigh
Becomes the lovely butterfly.
The Fly
The songs that our flies know
Were taught to them in Norway
By flies who are they say
Divinities of snow.
The Flea
Fleas, friends, lovers too,
How cruel are those who love us!
All our blood pours out for them.
The well-beloved are wretched then.
The Grasshopper
Here’s the slender grasshopper
The food that fed Saint John.
May my verse be similar,
A treat for the best of men.
Orpheus
His heart was the bait: the heavens were the pond!
For, fisherman, what fresh or seawater catch
equals him, either in form or savour,
that lovely divine fish, Jesus, My Saviour?
The Dolphin
Dolphins, playing in the sea
The wave is bitter gruel.
Does my joy sometimes erupt?
Yet life is still so cruel.
The Octopus
Hurling his ink at skies above,
Sucking the blood of what he loves
And finding it delicious,
Is myself the monster, vicious.
The Jellyfish
Medusas, miserable heads
With hairs of violet
You enjoy the hurricane
And I enjoy the very same.
The Lobster
Uncertainty, O my delights
You and I we go
As lobsters travel onwards, quite
Backwards, Backwards, O.
The Carp
In your pools, and in your ponds,
Carp, you indeed live long!
Is it that death forgets to free
You fishes of melancholy?
Orpheus
The female of the Halcyon,
Love, the seductive Sirens,
All know the fatal songs
Dangerous and inhuman.
Don’t listen to those cursed birds
But Paradisial Angels’ words.
The Sirens
Do I know where your ennui’s from, Sirens,
When you grieve so widely under the stars?
Sea, I am like you, filled with broken voices,
And my ships, singing, give a name to the years.
The Dove
Dove, both love and spirit
Who engendered Jesus Christ,
Like you I love a Mary.
And so with her I marry.
The Peacock
In spreading out his fan, this bird,
Whose plumage drags on earth, I fear,
Appears more lovely than before,
But makes his derrière appear.
The Owl
My poor heart’s an owl
One woos, un-woos, re-woos.
Of blood, of ardour, he’s the fowl.
I praise those who love me, too.
Ibis
Yes, I’ll pass fearful shadows
O certain death, let it be so!
Latin mortal dreadful word,
Ibis, Nile’s native bird.
The Ox
This cherubim sings the praises
Of Paradise where, with Angels,
We’ll live once more, dear friends,
When the good God intends.
950
Guillaume Apollinaire
Mareye
Mareye
Mareye était très douce étourdie et charmante
Moi je l'aimais d'Amour m'aimait-elle, qui sait?
Je revois parfois à la lueur tremblotante
Des lointains souvenirs cet Amour trépassé.
Sur ma bouche je sens celle de mon amante
Je sens ses petites mains sur mon front glacé
Ses mains dont doucement elle me caressait
Ses rares mains de sainte pâle ou bien d'infante
Mon amante d'antant dans quels bras t'endors-tu
Pendant l'hiver saison d'amour où les vents pleurent
Où les amants ont froid où les passants se meurent
Sous les tristes sapins meurent en écoutant
Les elfes rire au vent et corner aux rafales?
Songes-tu quelquefois quand les nuits sont bien pâles
Que telles nos amours sont mortes les étoiles?
Mareye était très douce étourdie et charmante
Moi je l'aimais d'Amour m'aimait-elle, qui sait?
Je revois parfois à la lueur tremblotante
Des lointains souvenirs cet Amour trépassé.
Sur ma bouche je sens celle de mon amante
Je sens ses petites mains sur mon front glacé
Ses mains dont doucement elle me caressait
Ses rares mains de sainte pâle ou bien d'infante
Mon amante d'antant dans quels bras t'endors-tu
Pendant l'hiver saison d'amour où les vents pleurent
Où les amants ont froid où les passants se meurent
Sous les tristes sapins meurent en écoutant
Les elfes rire au vent et corner aux rafales?
Songes-tu quelquefois quand les nuits sont bien pâles
Que telles nos amours sont mortes les étoiles?
811
Guillaume Apollinaire
In the Sante
In the Sante
I
Before I got into my cell
I had to strip my body bare
I heard an ominous voice say Well
Guillaume what are you doing here
Lazarus steps into the ground
Not out of it as he was bid
Adieu Adieu O singing round
Of years and girls the life I led
II
I'm no longer myself in here
I know
I'm number fifteen in the eleventh
Row
The sunlight filters downward through
The panes
And on these lines bright clowns alight
Like stains
They dance under my eyes while my
Ears follow
The feet of one whose feet above
Sound hollow
III
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
Round and round and round and round
The sky is like an iron clamp
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
With his bunch of keys that clink
Let the goaler go and come
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
IV
How bored I am between bare wall and wall
Whose colour pales and pines
A fly on the paper with extremely small
Steps runs across these lines
What will become of me O God Who know
My pain Who gave it me
Have pity on my dry eyes and my pallor
My chair which creaks and is not free
And all these poor hearts beating in this prison
And Love beside me seated
Pity above all my unstable reason
And this despair which threatens to defeat it
V
How long these hours take to go
As long as a whole funeral
You'll mourn the time you mourned you know
It will be gone too soon like all
Time past
too fast too long ago
VI
I hear the noises of the city
In the turning world beyond me
I see a sky which has no pity
And bare prison walls around me
The daylight disappears and now
A lamp is lit within the prison
We're all alone here in my cell
Beautiful light Beloved reason
I
Before I got into my cell
I had to strip my body bare
I heard an ominous voice say Well
Guillaume what are you doing here
Lazarus steps into the ground
Not out of it as he was bid
Adieu Adieu O singing round
Of years and girls the life I led
II
I'm no longer myself in here
I know
I'm number fifteen in the eleventh
Row
The sunlight filters downward through
The panes
And on these lines bright clowns alight
Like stains
They dance under my eyes while my
Ears follow
The feet of one whose feet above
Sound hollow
III
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
Round and round and round and round
The sky is like an iron clamp
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
With his bunch of keys that clink
Let the goaler go and come
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
IV
How bored I am between bare wall and wall
Whose colour pales and pines
A fly on the paper with extremely small
Steps runs across these lines
What will become of me O God Who know
My pain Who gave it me
Have pity on my dry eyes and my pallor
My chair which creaks and is not free
And all these poor hearts beating in this prison
And Love beside me seated
Pity above all my unstable reason
And this despair which threatens to defeat it
V
How long these hours take to go
As long as a whole funeral
You'll mourn the time you mourned you know
It will be gone too soon like all
Time past
too fast too long ago
VI
I hear the noises of the city
In the turning world beyond me
I see a sky which has no pity
And bare prison walls around me
The daylight disappears and now
A lamp is lit within the prison
We're all alone here in my cell
Beautiful light Beloved reason
918
Guillaume Apollinaire
C’est Lou Qu’on La Nommait
C’est Lou Qu’on La Nommait
Il est des loups de toute sorte
Je connais le plus inhumain
Mon coeur que le diable l’emporte
Et qu’il le dépose à sa porte
N’est plus qu’un jouet dans sa main
Les loups jadis étaient fidèles
Comme sont les petits toutous
Et les soldats amants des belles
Galamment en souvenir d’elles
Ainsi que les loups étaient doux
Mais aujourd’hui les temps sont pires
Les loups sont tigres devenus
Et les Soldats et les Empires
Les Césars devenus Vampires
Sont aussi cruels que Vénus
J’en ai pris mon parti Rouveyre
Et monté sur mon grand cheval
Je vais bientôt partir en guerre
Sans pitié chaste et l’oeil sévère
Comme ces guerriers qu’Epinal
Vendait Images populaires
Que Georgin gravait dans le bois
Où sont-ils ces beaux militaires
Soldats passés Où sont les guerres
Où sont les guerres d’autrefois
Il est des loups de toute sorte
Je connais le plus inhumain
Mon coeur que le diable l’emporte
Et qu’il le dépose à sa porte
N’est plus qu’un jouet dans sa main
Les loups jadis étaient fidèles
Comme sont les petits toutous
Et les soldats amants des belles
Galamment en souvenir d’elles
Ainsi que les loups étaient doux
Mais aujourd’hui les temps sont pires
Les loups sont tigres devenus
Et les Soldats et les Empires
Les Césars devenus Vampires
Sont aussi cruels que Vénus
J’en ai pris mon parti Rouveyre
Et monté sur mon grand cheval
Je vais bientôt partir en guerre
Sans pitié chaste et l’oeil sévère
Comme ces guerriers qu’Epinal
Vendait Images populaires
Que Georgin gravait dans le bois
Où sont-ils ces beaux militaires
Soldats passés Où sont les guerres
Où sont les guerres d’autrefois
732
Guillaume Apollinaire
Annie
Annie
Sur la côte du Texas
Entre Mobile et Galveston il y a
Un grand jardin tout plein de roses
Il contient aussi une villa
Qui est une grande rose
Une femme se promène souvent
Dans le jardin toute seule
Et quand je passe sur la route bordée de tilleuls
Nous nous regardons
Comme cette femme est mennonite
Ses rosiers et ses vêtements n'ont pas de boutons
Il en manque deux à mon veston
La dame et moi suivons le même rite.
Sur la côte du Texas
Entre Mobile et Galveston il y a
Un grand jardin tout plein de roses
Il contient aussi une villa
Qui est une grande rose
Une femme se promène souvent
Dans le jardin toute seule
Et quand je passe sur la route bordée de tilleuls
Nous nous regardons
Comme cette femme est mennonite
Ses rosiers et ses vêtements n'ont pas de boutons
Il en manque deux à mon veston
La dame et moi suivons le même rite.
981
George Herbert
The World
The World
Love built a stately house, where Fortune came,
And spinning fancies, she was heard to say
That her fine cobwebs did support the frame,
Whereas they were supported by the same;
But Wisdom quickly swept them all away.
The Pleasure came, who, liking not the fashion,
Began to make balconies, terraces,
Till she had weakened all by alteration;
But reverend laws, and many a proclomation
Reforméd all at length with menaces.
Then entered Sin, and with that sycamore
Whose leaves first sheltered man from drought and dew,
Working and winding slily evermore,
The inward walls and summers cleft and tore;
But Grace shored these, and cut that as it grew.
Then Sin combined with death in a firm band,
To raze the building to the very floor;
Which they effected,--none could them withstand;
But Love and Grace took Glory by the hand,
And built a braver palace than before.
Love built a stately house, where Fortune came,
And spinning fancies, she was heard to say
That her fine cobwebs did support the frame,
Whereas they were supported by the same;
But Wisdom quickly swept them all away.
The Pleasure came, who, liking not the fashion,
Began to make balconies, terraces,
Till she had weakened all by alteration;
But reverend laws, and many a proclomation
Reforméd all at length with menaces.
Then entered Sin, and with that sycamore
Whose leaves first sheltered man from drought and dew,
Working and winding slily evermore,
The inward walls and summers cleft and tore;
But Grace shored these, and cut that as it grew.
Then Sin combined with death in a firm band,
To raze the building to the very floor;
Which they effected,--none could them withstand;
But Love and Grace took Glory by the hand,
And built a braver palace than before.
383