Topics
Poems in this topic

Emotions and Feelings

Hans Christian Andersen

Hans Christian Andersen

June

June


'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer!


*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!


Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.


-Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!


-Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!

Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.

-Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
-Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*


Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!


-Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*


Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!



Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.


Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?


Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?


Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.


Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.


-Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!


Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!


Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!


-Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!



Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?


Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.


Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.


Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder!


-Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -


Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -


Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.


En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!



Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!

-Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
347
Hans Christian Andersen

Hans Christian Andersen

August

August


'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!

-Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.


See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.


Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.


Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


-I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,

Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.


Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!


Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!


O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!


Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv!


-O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.

Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -


Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!


Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'
387
Gwendolyn Brooks

Gwendolyn Brooks

The Blackstone Rangers

The Blackstone Rangers

I
AS SEEN BY DISCIPLINES


There they are.
Thirty at the corner.
Black, raw, ready.
Sores in the city
that do not want to heal.


II
THE LEADERS


Jeff. Gene. Geronimo. And Bop.
They cancel, cure and curry.
Hardly the dupes of the downtown thing
the cold bonbon,
the rhinestone thing. And hardly
in a hurry.
Hardly Belafonte, King,
Black Jesus, Stokely, Malcolm X or Rap.
Bungled trophies.
Their country is a Nation on no map.


Jeff, Gene, Geronimo and Bop
in the passionate noon,
in bewitching night
are the detailed men, the copious men.
They curry, cure,
they cancel, cancelled images whose Concerts
are not divine, vivacious; the different tins
are intense last entries; pagan argument;
translations of the night.


The Blackstone bitter bureaus
(bureaucracy is footloose) edit, fuse
unfashionable damnations and descent;
and exulting, monstrous hand on monstrous hand,
construct, strangely, a monstrous pearl or grace.


III
GANG GIRLS


A Rangerette


Gang Girls are sweet exotics.



Mary Ann
uses the nutrients of her orient,
but sometimes sighs for Cities of blue and jewel
beyond her Ranger rim of Cottage Grove.
(Bowery Boys, Disciples, Whip-Birds will
dissolve no margins, stop no savory sanctities.)


Mary is
a rose in a whiskey glass.


Mary’s
Februaries shudder and are gone. Aprils
fret frankly, lilac hurries on.
Summer is a hard irregular ridge.
October looks away.
And that’s the Year!


Save for her bugle-love.
Save for the bleat of not-obese devotion.
Save for Somebody Terribly Dying, under
the philanthropy of robins. Save for her Ranger
bringing
an amount of rainbow in a string-drawn bag.
“Where did you get the diamond?” Do not ask:
but swallow, straight, the spirals of his flask
and assist him at your zipper; pet his lips
and help him clutch you.

Love’s another departure.
Will there be any arrivals, confirmations?
Will there be gleaning?


Mary, the Shakedancer’s child
from the rooming-flat, pants carefully, peers at
her laboring lover ....


Mary! Mary Ann!
Settle for sandwiches! settle for stocking caps!
for sudden blood, aborted carnival,
the props and niceties of non-loneliness—
the rhymes of Leaning.
312
Gwendolyn Brooks

Gwendolyn Brooks

The Ballad of Rudolph Reed

The Ballad of Rudolph Reed

Rudolph Reed was oaken.
His wife was oaken too.
And his two good girls and his good little man
Oakened as they grew.


"I am not hungry for berries.
I am not hungry for bread.
But hungry hungry for a house
Where at night a man in bed


"May never hear the plaster
Stir as if in pain.
May never hear the roaches
Falling like fat rain.


"Where never wife and children need
Go blinking through the gloom.
Where every room of many rooms
Will be full of room.


"Oh my home may have its east or west
Or north or south behind it.
All I know is I shall know it,
And fight for it when I find it."


The agent's steep and steady stare
Corroded to a grin.
Why you black old, tough old hell of a man,
Move your family in!


Nary a grin grinned Rudolph Reed,
Nary a curse cursed he,
But moved in his House. With his dark little wife,
And his dark little children three.


A neighbor would look, with a yawning eye
That squeezed into a slit.
But the Rudolph Reeds and children three
Were too joyous to notice it.


For were they not firm in a home of their own
With windows everywhere
And a beautiful banistered stair
And a front yard for flowers and a back for grass?


The first night, a rock, big as two fists.
The second, a rock big as three.
But nary a curse cursed Rudolph Reed.
(Though oaken as man could be.)


The third night, a silvery ring of glass.
Patience arched to endure,



But he looked, and lo! small Mabel's blood
Was staining her gaze so pure.


Then up did rise our Roodoplh Reed
And pressed the hand of his wife,
And went to the door with a thirty-four
And a beastly butcher knife.


He ran like a mad thing into the night
And the words in his mouth were stinking.
By the time he had hurt his first white man
He was no longer thinking.


By the time he had hurt his fourth white man
Rudolph Reed was dead.
His neighbors gathered and kicked his corpse.
"Nigger--" his neighbors said.


Small Mabel whimpered all night long,
For calling herself the cause.
Her oak-eyed mother did no thing
But change the bloody gauze.
279
Gwendolyn Brooks

Gwendolyn Brooks

The Ballad of Rudolph Reed

The Ballad of Rudolph Reed

Rudolph Reed was oaken.
His wife was oaken too.
And his two good girls and his good little man
Oakened as they grew.


"I am not hungry for berries.
I am not hungry for bread.
But hungry hungry for a house
Where at night a man in bed


"May never hear the plaster
Stir as if in pain.
May never hear the roaches
Falling like fat rain.


"Where never wife and children need
Go blinking through the gloom.
Where every room of many rooms
Will be full of room.


"Oh my home may have its east or west
Or north or south behind it.
All I know is I shall know it,
And fight for it when I find it."


The agent's steep and steady stare
Corroded to a grin.
Why you black old, tough old hell of a man,
Move your family in!


Nary a grin grinned Rudolph Reed,
Nary a curse cursed he,
But moved in his House. With his dark little wife,
And his dark little children three.


A neighbor would look, with a yawning eye
That squeezed into a slit.
But the Rudolph Reeds and children three
Were too joyous to notice it.


For were they not firm in a home of their own
With windows everywhere
And a beautiful banistered stair
And a front yard for flowers and a back for grass?


The first night, a rock, big as two fists.
The second, a rock big as three.
But nary a curse cursed Rudolph Reed.
(Though oaken as man could be.)


The third night, a silvery ring of glass.
Patience arched to endure,



But he looked, and lo! small Mabel's blood
Was staining her gaze so pure.


Then up did rise our Roodoplh Reed
And pressed the hand of his wife,
And went to the door with a thirty-four
And a beastly butcher knife.


He ran like a mad thing into the night
And the words in his mouth were stinking.
By the time he had hurt his first white man
He was no longer thinking.


By the time he had hurt his fourth white man
Rudolph Reed was dead.
His neighbors gathered and kicked his corpse.
"Nigger--" his neighbors said.


Small Mabel whimpered all night long,
For calling herself the cause.
Her oak-eyed mother did no thing
But change the bloody gauze.
279
Gwendolyn Brooks

Gwendolyn Brooks

Primer For Blacks

Primer For Blacks

Blackness
is a title,
is a preoccupation,
is a commitment Blacks
are to comprehend—
and in which you are
to perceive your Glory.


The conscious shout
of all that is white is
“It’s Great to be white.”
The conscious shout
of the slack in Black is
'It's Great to be white.'
Thus all that is white
has white strength and yours.


The word Black


has geographic power,


pulls everybody in:


Blacks here—


Blacks there—


Blacks wherever they may be.


And remember, you Blacks, what they told you—


remember your Education:


“one Drop—one Drop


maketh a brand new Black.”
Oh mighty Drop.

______And because they have given us kindly

so many more of our people

Blackness
stretches over the land.
Blackness—
the Black of it,
the rust-red of it,
the milk and cream of it,
the tan and yellow-tan of it,
the deep-brown middle-brown high-brown of it,
the “olive” and ochre of it—
Blackness
marches on.


The huge, the pungent object of our prime out-ride
is to Comprehend,
to salute and to Love the fact that we are Black,
which is our “ultimate Reality,”
which is the lone ground
from which our meaningful metamorphosis,
from which our prosperous staccato,
group or individual, can rise.



Self-shriveled Blacks.
Begin with gaunt and marvelous concession:
YOU are our costume and our fundamental bone.


All of you—
you COLORED ones,
you NEGRO ones,


those of you who proudly cry
“I’m half INDian”—
those of you who proudly screech
“I’VE got the blood of George WASHington in MY veins”
ALL of you—

you proper Blacks,
you half-Blacks,
you wish-I-weren’t Blacks,
Niggeroes and Niggerenes.


You.
278