Poems in this topic
Life and Existence
Hans Christian Andersen
June
June
'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer!
*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!
Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
-Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
-Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
-Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
-Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!
*
Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
-Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*
Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.
Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?
Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?
Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.
Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
-Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!
Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!
Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
-Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!
Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?
Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.
Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.
Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder!
-Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -
Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -
Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.
En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!
Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
-Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer!
*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!
Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
-Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
-Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
-Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
-Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!
*
Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
-Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*
Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.
Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?
Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?
Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.
Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
-Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!
Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!
Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
-Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!
Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?
Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.
Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.
Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder!
-Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -
Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -
Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.
En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!
Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
-Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
347
Hans Christian Andersen
From The Philosopher’s Stone
From The Philosopher’s Stone
Now she heard the following words sadly sung,—
“Life is a shadow that flits away
In a night of darkness and woe.”
But then would follow brighter thoughts:
“Life has the rose’s sweet perfume
With sunshine, light, and joy.”
And if one stanza sounded painfully—
“Each mortal thinks of himself alone,
Is a truth, alas, too clearly known;”
Then, on the other hand, came the answer—
“Love, like a mighty flowing stream,
Fills every heart with its radiant gleam.”
She heard, indeed, such words as these—
“In the pretty turmoil here below,
All is a vain and paltry show.”
Then came also words of comfort—
“Great and good are the actions done
By many whose worth is never known.”
And if sometimes the mocking strain reached her—
“Why not join in the jesting cry
That contemns all gifts from the throne on high?”
In the blind girl’s heart a stronger voice repeated—
“To trust in thyself and God is best,
In His holy will forever to rest.”
But the evil spirit could not see this and remain contented.
Now she heard the following words sadly sung,—
“Life is a shadow that flits away
In a night of darkness and woe.”
But then would follow brighter thoughts:
“Life has the rose’s sweet perfume
With sunshine, light, and joy.”
And if one stanza sounded painfully—
“Each mortal thinks of himself alone,
Is a truth, alas, too clearly known;”
Then, on the other hand, came the answer—
“Love, like a mighty flowing stream,
Fills every heart with its radiant gleam.”
She heard, indeed, such words as these—
“In the pretty turmoil here below,
All is a vain and paltry show.”
Then came also words of comfort—
“Great and good are the actions done
By many whose worth is never known.”
And if sometimes the mocking strain reached her—
“Why not join in the jesting cry
That contemns all gifts from the throne on high?”
In the blind girl’s heart a stronger voice repeated—
“To trust in thyself and God is best,
In His holy will forever to rest.”
But the evil spirit could not see this and remain contented.
393
Hans Christian Andersen
April
April
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
-Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær,
-Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
-Brud og Brudgom sad nu sammen,
Der var Lystighed og Gammen,
Smukt om Troskab blev der talt,
Men, - ak! Dig ei Talen gjaldt.
Elskeren.
Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja Du gav mig hende!
Hun, min første Kjærlighed
Min i Tid og Evighed!
Lille Fugl! løft glad Din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!
*
Chor af de Kjørende.
Med Graad i Øie, med Smiil paa Kind,
I Elskovs Drømme, i Sind og Skind,
Hvor ligner Du - o, Pigelil!
-April.
See Haabet med sin Blomsterkrands,
Dets hele Liv er kun en Dands!
Hvad fandt Du i dets Graad og Smiil?
-April!
For Laurbærkrandsen paa sin Grav
Saa mangen Helt sit Liv hengav;
Maaskee han løb mod Dødens Piil
April!
Fortuna med sit Hersker-Blik,
Og Brittens Tro 2 i Politik,
Hvor ligne I og Eders Smiil
April!
Den hele Jord, det hele Liv,
Med Kjærlighed, med Sorg og Kiv,
Er med sin Stræben, Kamp og Smiil
April!
*
Vandringsmanden.
Nei, Frihed synger Du, April,
Med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil!
Stolt svulmer frem hver Aae, hver Bæk,
Alt grønnes her den brune Hæk,
Og Sneen smelter bort paa Vang,
Mens Fuglen synger Friheds Sang!
En lille Fugl (paa Grenen).
Hen over Sø og salten Vand
Jeg kommer fra et fremmed Land;
Nær Polens Grændse Landet laae,
I Byen jeg en Galge saae,
Der var saa mange Navne paa.
Men Heltenavne man kun skrev,
Og Hædersstøtte Galgen blev,
Thi bøiede sig hver en Fri
Ærbødigt, mens han gik forbi,
Og aarle, alt ved Lærkens Slag,
Den stod bekrandset næste Dag.*
Jeg satte mig paa Støtten lidt,
Og sang mit Friheds Qvirrevit!
*Historisk Sandhed.
Eccho.
'Qvirrevit!'
Fuglen.
Ak! er min Friheds Sang ei meer?
Eccho.
'Ei meer!'
En skikkelig Mand.
Hvad behager? Her er allerede saadan en Qvinkeleren og Qviddren med Spurve og
Lærker! Alt det Fugle-Rak, vor Herre lader skabe, kommer strax og giver deres Besyv!
-Nu kan de da snart faae lidt i Skrotten igjen, nu Sommeren kommer! Hvor det ellers
er et deiligt Veir.
En Kritiker.
Hr. Forfatter! Gud bevare os! hvad tænker De paa? At lade saadan en Person komme
ind her? Er det Orden? Er det Logik? Hvad skal denne skikkelige Mand i Friheds
Maaneden?
Forfatteren.
Det er just en poetisk Frihed.
Kritikeren .
Vil De bare see at faae ham ud! eller jeg skal lære Dem [rettet fra 'dem'] begge to! ['!'
rettet fra '?']
Den skikkelige Mand.
Hvad? Faae mig ud! - Har jeg ikke Lov at spadsere i April Maaned? - Jeg fornærmer
ingen, og jeg skylder, Gud skee Lov, heller ingen Noget.
Kritikeren.
Jeg skal rive ham ned 3 i Kritikkerne!
Den skikkelige Mand.
Kom han mig ikke saa! for jeg har en Søstersøn, der skal op til første Examen næste
Aar, og han har allerede længe skrevet den Ene og den Anden en X for et U 4 i
Bladene; - men uden Navn - det er en Fandens Dreng, tag han sig i Agt for ham. -
Forfatteren.
O Gud, mine Herrer, De sætte mig i den største Forskrækkelse! Kom dog ikke op at
slaaes. -
Kritikeren.
Vil De forbyde os det! Hvad vil De med Deres skikkelige Mand her? Er De ikke selv
Skyld i det Hele. Nu vil jeg banke ham -
Forfatteren.
Ja Gud bevare os! det er jo Frihedens Maaned.
(trækker sig tilbage).
En ung Maler.
(kommer med sin Mappe og sine Tegne-Redskaber).
Den friske grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,
Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.
(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med et grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist. ['.' indsat her]
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaae.
De [',' slettet] som to muntre Vaarens [',' slettet] Alfer staae
Ved Vintrens Snee, hvor mangt et Minde hviler.
Ømt til de kjære Smaae den Gamle smiler!
Vandringsmanden.
Hvor festligt klinger over Bondens Vang
Fra Kirketaarnet Klokkens dybe Klang,
Mens Havets Bølger synge med fra Stranden;
Hør, det er Paaske, Christus er opstanden!
Bølgerne.
Sæt Dig her paa Stenen, ved det brune Tang,
Vi skal Dig fortælle mangen Havfrue-Sang.
Dybt, saa dybt dernede, paa den vaade Grund,
Bygge Havets Piger, under Øresund.
Der er' [',' slettet] smukke Blomster, Tangen er saa grøn,
Og - som Søens Lillier er den Havfrue skjøn!
Tidt i Sommer-Natten hun fra Dybet gaaer,
Leger da heroppe med sit lange Haar.
Hver April hun bringer, under Bølge-Sang,
Danmark Friheds-Krandsen af sit grønne Tang;
Og mens Vinter-Kysten blomstrer smukt igjen,
Synger Danmarks frelse ved Niels Ebbesen;*
Synger Brittens Skjændsel og hans fule 5 Smiil,
Mens hun skjænker Danmark Krandsen for April!**
'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).
En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
-Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;
Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær,
-Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.
-Brud og Brudgom sad nu sammen,
Der var Lystighed og Gammen,
Smukt om Troskab blev der talt,
Men, - ak! Dig ei Talen gjaldt.
Elskeren.
Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja Du gav mig hende!
Hun, min første Kjærlighed
Min i Tid og Evighed!
Lille Fugl! løft glad Din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!
*
Chor af de Kjørende.
Med Graad i Øie, med Smiil paa Kind,
I Elskovs Drømme, i Sind og Skind,
Hvor ligner Du - o, Pigelil!
-April.
See Haabet med sin Blomsterkrands,
Dets hele Liv er kun en Dands!
Hvad fandt Du i dets Graad og Smiil?
-April!
For Laurbærkrandsen paa sin Grav
Saa mangen Helt sit Liv hengav;
Maaskee han løb mod Dødens Piil
April!
Fortuna med sit Hersker-Blik,
Og Brittens Tro 2 i Politik,
Hvor ligne I og Eders Smiil
April!
Den hele Jord, det hele Liv,
Med Kjærlighed, med Sorg og Kiv,
Er med sin Stræben, Kamp og Smiil
April!
*
Vandringsmanden.
Nei, Frihed synger Du, April,
Med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil!
Stolt svulmer frem hver Aae, hver Bæk,
Alt grønnes her den brune Hæk,
Og Sneen smelter bort paa Vang,
Mens Fuglen synger Friheds Sang!
En lille Fugl (paa Grenen).
Hen over Sø og salten Vand
Jeg kommer fra et fremmed Land;
Nær Polens Grændse Landet laae,
I Byen jeg en Galge saae,
Der var saa mange Navne paa.
Men Heltenavne man kun skrev,
Og Hædersstøtte Galgen blev,
Thi bøiede sig hver en Fri
Ærbødigt, mens han gik forbi,
Og aarle, alt ved Lærkens Slag,
Den stod bekrandset næste Dag.*
Jeg satte mig paa Støtten lidt,
Og sang mit Friheds Qvirrevit!
*Historisk Sandhed.
Eccho.
'Qvirrevit!'
Fuglen.
Ak! er min Friheds Sang ei meer?
Eccho.
'Ei meer!'
En skikkelig Mand.
Hvad behager? Her er allerede saadan en Qvinkeleren og Qviddren med Spurve og
Lærker! Alt det Fugle-Rak, vor Herre lader skabe, kommer strax og giver deres Besyv!
-Nu kan de da snart faae lidt i Skrotten igjen, nu Sommeren kommer! Hvor det ellers
er et deiligt Veir.
En Kritiker.
Hr. Forfatter! Gud bevare os! hvad tænker De paa? At lade saadan en Person komme
ind her? Er det Orden? Er det Logik? Hvad skal denne skikkelige Mand i Friheds
Maaneden?
Forfatteren.
Det er just en poetisk Frihed.
Kritikeren .
Vil De bare see at faae ham ud! eller jeg skal lære Dem [rettet fra 'dem'] begge to! ['!'
rettet fra '?']
Den skikkelige Mand.
Hvad? Faae mig ud! - Har jeg ikke Lov at spadsere i April Maaned? - Jeg fornærmer
ingen, og jeg skylder, Gud skee Lov, heller ingen Noget.
Kritikeren.
Jeg skal rive ham ned 3 i Kritikkerne!
Den skikkelige Mand.
Kom han mig ikke saa! for jeg har en Søstersøn, der skal op til første Examen næste
Aar, og han har allerede længe skrevet den Ene og den Anden en X for et U 4 i
Bladene; - men uden Navn - det er en Fandens Dreng, tag han sig i Agt for ham. -
Forfatteren.
O Gud, mine Herrer, De sætte mig i den største Forskrækkelse! Kom dog ikke op at
slaaes. -
Kritikeren.
Vil De forbyde os det! Hvad vil De med Deres skikkelige Mand her? Er De ikke selv
Skyld i det Hele. Nu vil jeg banke ham -
Forfatteren.
Ja Gud bevare os! det er jo Frihedens Maaned.
(trækker sig tilbage).
En ung Maler.
(kommer med sin Mappe og sine Tegne-Redskaber).
Den friske grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,
Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.
(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med et grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist. ['.' indsat her]
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaae.
De [',' slettet] som to muntre Vaarens [',' slettet] Alfer staae
Ved Vintrens Snee, hvor mangt et Minde hviler.
Ømt til de kjære Smaae den Gamle smiler!
Vandringsmanden.
Hvor festligt klinger over Bondens Vang
Fra Kirketaarnet Klokkens dybe Klang,
Mens Havets Bølger synge med fra Stranden;
Hør, det er Paaske, Christus er opstanden!
Bølgerne.
Sæt Dig her paa Stenen, ved det brune Tang,
Vi skal Dig fortælle mangen Havfrue-Sang.
Dybt, saa dybt dernede, paa den vaade Grund,
Bygge Havets Piger, under Øresund.
Der er' [',' slettet] smukke Blomster, Tangen er saa grøn,
Og - som Søens Lillier er den Havfrue skjøn!
Tidt i Sommer-Natten hun fra Dybet gaaer,
Leger da heroppe med sit lange Haar.
Hver April hun bringer, under Bølge-Sang,
Danmark Friheds-Krandsen af sit grønne Tang;
Og mens Vinter-Kysten blomstrer smukt igjen,
Synger Danmarks frelse ved Niels Ebbesen;*
Synger Brittens Skjændsel og hans fule 5 Smiil,
Mens hun skjænker Danmark Krandsen for April!**
364
Gwendolyn Brooks
We Real Cool
We Real Cool
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
287
Gwendolyn Brooks
We Real Cool
We Real Cool
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
287
Gwendolyn Brooks
We Real Cool
We Real Cool
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
The Pool Players.
Seven at the Golden Shovel.
We real cool. We
Left school. We
Lurk late. We
Strike straight. We
Sing sin. We
Thin gin. We
Jazz June. We
Die soon.
287
Gwendolyn Brooks
to the Diaspora
to the Diaspora
you did not know you were Afrika
When you set out for Afrika
you did not know you were going.
Because
you did not know you were Afrika.
You did not know the Black continent
that had to be reached
was you.
I could not have told you then that some sun
would come,
somewhere over the road,
would come evoking the diamonds
of you, the Black continent-somewhere
over the road.
You would not have believed my mouth.
When I told you, meeting you somewhere close
to the heat and youth of the road,
liking my loyalty, liking belief,
you smiled and you thanked me but very little believed me.
Here is some sun. Some.
Now off into the places rough to reach.
Though dry, though drowsy, all unwillingly a-wobble,
into the dissonant and dangerous crescendo.
Your work, that was done, to be done to be done to be done.
you did not know you were Afrika
When you set out for Afrika
you did not know you were going.
Because
you did not know you were Afrika.
You did not know the Black continent
that had to be reached
was you.
I could not have told you then that some sun
would come,
somewhere over the road,
would come evoking the diamonds
of you, the Black continent-somewhere
over the road.
You would not have believed my mouth.
When I told you, meeting you somewhere close
to the heat and youth of the road,
liking my loyalty, liking belief,
you smiled and you thanked me but very little believed me.
Here is some sun. Some.
Now off into the places rough to reach.
Though dry, though drowsy, all unwillingly a-wobble,
into the dissonant and dangerous crescendo.
Your work, that was done, to be done to be done to be done.
336
Gwendolyn Brooks
the vacant lot
the vacant lot
Mrs. Coley’s three-flat brick
Isn’t here any more.
All done with seeing her fat little form
Burst out of the basement door;
And with seeing her African son-in-law
(Rightful heir to the throne)
With his great white strong cold squares of teeth
And his little eyes of stone;
And with seeing the squat fat daughter
Letting in the men
When majesty has gone for the day—
And letting them out again.
Mrs. Coley’s three-flat brick
Isn’t here any more.
All done with seeing her fat little form
Burst out of the basement door;
And with seeing her African son-in-law
(Rightful heir to the throne)
With his great white strong cold squares of teeth
And his little eyes of stone;
And with seeing the squat fat daughter
Letting in the men
When majesty has gone for the day—
And letting them out again.
338
Gwendolyn Brooks
the rites for Cousin Vit
the rites for Cousin Vit
Carried her unprotesting out the door.
Kicked back the casket-stand. But it can't hold her,
That stuff and satin aiming to enfold her,
The lid's contrition nor the bolts before.
Oh oh. Too much. Too much. Even now, surmise,
She rises in the sunshine. There she goes,
Back to the bars she knew and the repose
In love-rooms and the things in people's eyes.
Too vital and too squeaking. Must emerge.
Even now she does the snake-hips with a hiss,
Slops the bad wine across her shantung, talks
Of pregnancy, guitars and bridgework, walks
In parks or alleys, comes haply on the verge
Of happiness, haply hysterics. Is.
Carried her unprotesting out the door.
Kicked back the casket-stand. But it can't hold her,
That stuff and satin aiming to enfold her,
The lid's contrition nor the bolts before.
Oh oh. Too much. Too much. Even now, surmise,
She rises in the sunshine. There she goes,
Back to the bars she knew and the repose
In love-rooms and the things in people's eyes.
Too vital and too squeaking. Must emerge.
Even now she does the snake-hips with a hiss,
Slops the bad wine across her shantung, talks
Of pregnancy, guitars and bridgework, walks
In parks or alleys, comes haply on the verge
Of happiness, haply hysterics. Is.
318
Gwendolyn Brooks
Sadie and Maud
Sadie and Maud
Maud went to college.
Sadie stayed home.
Sadie scraped life
With a fine toothed comb.
She didn't leave a tangle in
Her comb found every strand.
Sadie was one of the livingest chicks
In all the land.
Sadie bore two babies
Under her maiden name.
Maud and Ma and Papa
Nearly died of shame.
When Sadie said her last so-long
Her girls struck out from home.
(Sadie left as heritage
Her fine-toothed comb.)
Maud, who went to college,
Is a thin brown mouse.
She is living all alone
In this old house.
Maud went to college.
Sadie stayed home.
Sadie scraped life
With a fine toothed comb.
She didn't leave a tangle in
Her comb found every strand.
Sadie was one of the livingest chicks
In all the land.
Sadie bore two babies
Under her maiden name.
Maud and Ma and Papa
Nearly died of shame.
When Sadie said her last so-long
Her girls struck out from home.
(Sadie left as heritage
Her fine-toothed comb.)
Maud, who went to college,
Is a thin brown mouse.
She is living all alone
In this old house.
316
Gwendolyn Brooks
My Dreams, My Works, Must Wait Till After Hell
My Dreams, My Works, Must Wait Till After Hell
I hold my honey and I store my bread
In little jars and cabinets of my will.
I label clearly, and each latch and lid
I bid, Be firm till I return from hell.
I am very hungry. I am incomplete.
And none can give me any word but Wait,
The puny light. I keep my eyes pointed in;
Hoping that, when the devil days of my hurt
Drag out to their last dregs and I resume
On such legs as are left me, in such heart
As I can manage, remember to go home,
My taste will not have turned insensitive
To honey and bread old purity could love.
I hold my honey and I store my bread
In little jars and cabinets of my will.
I label clearly, and each latch and lid
I bid, Be firm till I return from hell.
I am very hungry. I am incomplete.
And none can give me any word but Wait,
The puny light. I keep my eyes pointed in;
Hoping that, when the devil days of my hurt
Drag out to their last dregs and I resume
On such legs as are left me, in such heart
As I can manage, remember to go home,
My taste will not have turned insensitive
To honey and bread old purity could love.
280
Gwendolyn Brooks
Of Robert Frost
Of Robert Frost
There is a little lightning in his eyes.
Iron at the mouth.
His brows ride neither too far up nor down.
He is splendid. With a place to stand.
Some glowing in the common blood.
Some specialness within.
There is a little lightning in his eyes.
Iron at the mouth.
His brows ride neither too far up nor down.
He is splendid. With a place to stand.
Some glowing in the common blood.
Some specialness within.
254
Gwendolyn Brooks
Garbageman: The Man With The Orderly Mind
Garbageman: The Man With The Orderly Mind
What do you think of us in fuzzy endeavor, you whose directions are
sterling, whose lunge is straight?
Can you make a reason, how can you pardon us who memorize the rules and never
score?
Who memorize the rules from your own text but never quite transfer them to the
game,
Who never quite receive the whistling ball, who gawk, begin to absorb the crowd's own
roar.
Is earnest enough, may earnest attract or lead to light;
Is light enough, if hands in clumsy frenzy, flimsy whimsically, enlist;
Is light enough when this bewilderment crying against the dark shuts down the
shades?
Dilute confusion. Find and explode our mist.
What do you think of us in fuzzy endeavor, you whose directions are
sterling, whose lunge is straight?
Can you make a reason, how can you pardon us who memorize the rules and never
score?
Who memorize the rules from your own text but never quite transfer them to the
game,
Who never quite receive the whistling ball, who gawk, begin to absorb the crowd's own
roar.
Is earnest enough, may earnest attract or lead to light;
Is light enough, if hands in clumsy frenzy, flimsy whimsically, enlist;
Is light enough when this bewilderment crying against the dark shuts down the
shades?
Dilute confusion. Find and explode our mist.
226
Gwendolyn Brooks
A Penitent Considers Another Coming of Mary
A Penitent Considers Another Coming of Mary
For Reverend Theodore Richardson
If Mary came would Mary
Forgive, as Mothers may,
And sad and second Saviour
Furnish us today?
She would not shake her head and leave
This military air,
But ratify a modern hay,
And put her Baby there.
Mary would not punish men—
If Mary came again.
For Reverend Theodore Richardson
If Mary came would Mary
Forgive, as Mothers may,
And sad and second Saviour
Furnish us today?
She would not shake her head and leave
This military air,
But ratify a modern hay,
And put her Baby there.
Mary would not punish men—
If Mary came again.
290
Gwendolyn Brooks
A Sunset of the City
A Sunset of the City
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
263
Gwendolyn Brooks
A Sunset of the City
A Sunset of the City
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
Already I am no longer looked at with lechery or love.
My daughters and sons have put me away with marbles and dolls,
Are gone from the house.
My husband and lovers are pleasant or somewhat polite
And night is night.
It is a real chill out,
The genuine thing.
I am not deceived, I do not think it is still summer
Because sun stays and birds continue to sing.
It is summer-gone that I see, it is summer-gone.
The sweet flowers indrying and dying down,
The grasses forgetting their blaze and consenting to brown.
It is a real chill out. The fall crisp comes
I am aware there is winter to heed.
There is no warm house
That is fitted with my need.
I am cold in this cold house this house
Whose washed echoes are tremulous down lost halls.
I am a woman, and dusty, standing among new affairs.
I am a woman who hurries through her prayers.
Tin intimations of a quiet core to be my
Desert and my dear relief
Come: there shall be such islanding from grief,
And small communion with the master shore.
Twang they. And I incline this ear to tin,
Consult a dual dilemma. Whether to dry
In humming pallor or to leap and die.
Somebody muffed it?? Somebody wanted to joke.
263
Guillaume Apollinaire
Vitam Impendere Amori
Vitam Impendere Amori
(Vitam Impendere Amori: To Threaten Life for Love)
Love is dead within your arms
Do you remember his encounter
He’s dead you restore the charms
He returns at your encounter
Another spring of springs gone past
I think of all its tenderness
Farewell season done at last
You’ll return as tenderly
****
In the evening light that’s faded
Where our several loves brush by
Your memory lies enchained
Far from our shades that die
O hands bound by memory
Burning like a funeral pyre
Where the last black Phoenix
Perfection comes to respire
Link by link the chain wears thin
Deriding us your memory
Flies ah hear it you who rail
I kneel again at your feet
****
You’ve not surprised my secret yet
Already the cortège moves on
But left to us is the regret
of there being no connivance none
The rose floats at the water’s edge
The maskers have passed by in crowds
It trembles in me like a bell
This heavy secret you ask now
****
Evening falls and in the garden
Women tell their histories
to Night that not without disdain
spills their dark hair’s mysteries
Little children little children
Your wings have flown away
But you rose that defend yourself
Throw your unrivalled scents away
For now’s the hour of petty theft
Of plumes of flowers and of tresses
Gather the fountain jets so free
Of whom the roses are mistresses
****
You descended through the water clear
I drowned my self so in your glance
The soldier passes she leans down
Turns and breaks away a branch
You float on nocturnal waves
The flame is my own heart reversed
Coloured as that comb’s tortoiseshell
The wave that bathes you mirrors well
****
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
The landscape’s formed of canvasses
A false stream of blood flows down
And under the tree the stars glow fresh
The only passer by’s a clown
The glass in the frame has cracked
An air defined uncertainly
Hovers between sound and thought
Between ‘to be’ and memory
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
(Vitam Impendere Amori: To Threaten Life for Love)
Love is dead within your arms
Do you remember his encounter
He’s dead you restore the charms
He returns at your encounter
Another spring of springs gone past
I think of all its tenderness
Farewell season done at last
You’ll return as tenderly
****
In the evening light that’s faded
Where our several loves brush by
Your memory lies enchained
Far from our shades that die
O hands bound by memory
Burning like a funeral pyre
Where the last black Phoenix
Perfection comes to respire
Link by link the chain wears thin
Deriding us your memory
Flies ah hear it you who rail
I kneel again at your feet
****
You’ve not surprised my secret yet
Already the cortège moves on
But left to us is the regret
of there being no connivance none
The rose floats at the water’s edge
The maskers have passed by in crowds
It trembles in me like a bell
This heavy secret you ask now
****
Evening falls and in the garden
Women tell their histories
to Night that not without disdain
spills their dark hair’s mysteries
Little children little children
Your wings have flown away
But you rose that defend yourself
Throw your unrivalled scents away
For now’s the hour of petty theft
Of plumes of flowers and of tresses
Gather the fountain jets so free
Of whom the roses are mistresses
****
You descended through the water clear
I drowned my self so in your glance
The soldier passes she leans down
Turns and breaks away a branch
You float on nocturnal waves
The flame is my own heart reversed
Coloured as that comb’s tortoiseshell
The wave that bathes you mirrors well
****
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
The landscape’s formed of canvasses
A false stream of blood flows down
And under the tree the stars glow fresh
The only passer by’s a clown
The glass in the frame has cracked
An air defined uncertainly
Hovers between sound and thought
Between ‘to be’ and memory
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
1,465
Guillaume Apollinaire
The Bestiary: or Orpheus’s Procession
The Bestiary: or Orpheus’s Procession
(Le Bestiaire ou Cortège d’Orphée)
Orpheus
Admire the vital power
And nobility of line:
It’s the voice that the light made us understand here
That Hermes Trismegistus writes of in Pimander.
The Tortoise
From magic Thrace, O delerium!
My sure fingers sound the strings.
The creatures pass to the sounds
Of my tortoise, and the songs I sing.
The Horse
My harsh dreams knew the riding of you
My gold-charioted fate will be your lovely car
That for reins will hold tight to frenzy,
My verses, the patterns of all poetry.
The Tibetan Goat
The fleece of this goat and even
That gold one which cost such pain
To Jason’s not worth a sou towards
The tresses with which I’m taken.
The Serpent
You set yourself against beauty.
And how many women have been
victims of your cruelty!
Eve, Eurydice, Cleopatra:
I know three or four more after.
The Cat
I wish there to be in my house:
A woman possessing reason,
A cat among books passing by,
Friends for every season
Lacking whom I’m barely alive.
The Lion
O lion, miserable image
Of kings lamentably chosen,
Now you’re only born in a cage
In Hamburg, among the Germans.
The Hare
Don’t be fearful and lascivious
Like the hare and the amorous.
But always let your brain weave
The full form that conceives.
The Rabbit
There’s another cony I remember
That I’d so like to take alive.
Its haunt is there among the thyme
In the valleys of the Land of Tender.
The Dromedary
With his four dromedaries
Don Pedro of Alfaroubeira
Travels the world and admires her.
He does what I would rather
If I’d those four dromedaries.
The Mouse
Sweet days, the mice of time,
You gnaw my life, moon by moon.
God! I’ve twenty eight years soon,
and badly spent ones I imagine.
The Elephant
I carry treasure in my mouth,
As an elephant his ivory.
At the price of flowing words,
Purple death!…I buy my glory.
Orpheus
Look at this pestilential tribe
Its thousand feet, its hundred eyes:
Beetles, insects, lice
And microbes more amazing
Than the world’s seventh wonder
And the palace of Rosamunde!
The Caterpillar
Work leads us to riches.
Poor poets, work on!
The caterpillar’s endless sigh
Becomes the lovely butterfly.
The Fly
The songs that our flies know
Were taught to them in Norway
By flies who are they say
Divinities of snow.
The Flea
Fleas, friends, lovers too,
How cruel are those who love us!
All our blood pours out for them.
The well-beloved are wretched then.
The Grasshopper
Here’s the slender grasshopper
The food that fed Saint John.
May my verse be similar,
A treat for the best of men.
Orpheus
His heart was the bait: the heavens were the pond!
For, fisherman, what fresh or seawater catch
equals him, either in form or savour,
that lovely divine fish, Jesus, My Saviour?
The Dolphin
Dolphins, playing in the sea
The wave is bitter gruel.
Does my joy sometimes erupt?
Yet life is still so cruel.
The Octopus
Hurling his ink at skies above,
Sucking the blood of what he loves
And finding it delicious,
Is myself the monster, vicious.
The Jellyfish
Medusas, miserable heads
With hairs of violet
You enjoy the hurricane
And I enjoy the very same.
The Lobster
Uncertainty, O my delights
You and I we go
As lobsters travel onwards, quite
Backwards, Backwards, O.
The Carp
In your pools, and in your ponds,
Carp, you indeed live long!
Is it that death forgets to free
You fishes of melancholy?
Orpheus
The female of the Halcyon,
Love, the seductive Sirens,
All know the fatal songs
Dangerous and inhuman.
Don’t listen to those cursed birds
But Paradisial Angels’ words.
The Sirens
Do I know where your ennui’s from, Sirens,
When you grieve so widely under the stars?
Sea, I am like you, filled with broken voices,
And my ships, singing, give a name to the years.
The Dove
Dove, both love and spirit
Who engendered Jesus Christ,
Like you I love a Mary.
And so with her I marry.
The Peacock
In spreading out his fan, this bird,
Whose plumage drags on earth, I fear,
Appears more lovely than before,
But makes his derrière appear.
The Owl
My poor heart’s an owl
One woos, un-woos, re-woos.
Of blood, of ardour, he’s the fowl.
I praise those who love me, too.
Ibis
Yes, I’ll pass fearful shadows
O certain death, let it be so!
Latin mortal dreadful word,
Ibis, Nile’s native bird.
The Ox
This cherubim sings the praises
Of Paradise where, with Angels,
We’ll live once more, dear friends,
When the good God intends.
(Le Bestiaire ou Cortège d’Orphée)
Orpheus
Admire the vital power
And nobility of line:
It’s the voice that the light made us understand here
That Hermes Trismegistus writes of in Pimander.
The Tortoise
From magic Thrace, O delerium!
My sure fingers sound the strings.
The creatures pass to the sounds
Of my tortoise, and the songs I sing.
The Horse
My harsh dreams knew the riding of you
My gold-charioted fate will be your lovely car
That for reins will hold tight to frenzy,
My verses, the patterns of all poetry.
The Tibetan Goat
The fleece of this goat and even
That gold one which cost such pain
To Jason’s not worth a sou towards
The tresses with which I’m taken.
The Serpent
You set yourself against beauty.
And how many women have been
victims of your cruelty!
Eve, Eurydice, Cleopatra:
I know three or four more after.
The Cat
I wish there to be in my house:
A woman possessing reason,
A cat among books passing by,
Friends for every season
Lacking whom I’m barely alive.
The Lion
O lion, miserable image
Of kings lamentably chosen,
Now you’re only born in a cage
In Hamburg, among the Germans.
The Hare
Don’t be fearful and lascivious
Like the hare and the amorous.
But always let your brain weave
The full form that conceives.
The Rabbit
There’s another cony I remember
That I’d so like to take alive.
Its haunt is there among the thyme
In the valleys of the Land of Tender.
The Dromedary
With his four dromedaries
Don Pedro of Alfaroubeira
Travels the world and admires her.
He does what I would rather
If I’d those four dromedaries.
The Mouse
Sweet days, the mice of time,
You gnaw my life, moon by moon.
God! I’ve twenty eight years soon,
and badly spent ones I imagine.
The Elephant
I carry treasure in my mouth,
As an elephant his ivory.
At the price of flowing words,
Purple death!…I buy my glory.
Orpheus
Look at this pestilential tribe
Its thousand feet, its hundred eyes:
Beetles, insects, lice
And microbes more amazing
Than the world’s seventh wonder
And the palace of Rosamunde!
The Caterpillar
Work leads us to riches.
Poor poets, work on!
The caterpillar’s endless sigh
Becomes the lovely butterfly.
The Fly
The songs that our flies know
Were taught to them in Norway
By flies who are they say
Divinities of snow.
The Flea
Fleas, friends, lovers too,
How cruel are those who love us!
All our blood pours out for them.
The well-beloved are wretched then.
The Grasshopper
Here’s the slender grasshopper
The food that fed Saint John.
May my verse be similar,
A treat for the best of men.
Orpheus
His heart was the bait: the heavens were the pond!
For, fisherman, what fresh or seawater catch
equals him, either in form or savour,
that lovely divine fish, Jesus, My Saviour?
The Dolphin
Dolphins, playing in the sea
The wave is bitter gruel.
Does my joy sometimes erupt?
Yet life is still so cruel.
The Octopus
Hurling his ink at skies above,
Sucking the blood of what he loves
And finding it delicious,
Is myself the monster, vicious.
The Jellyfish
Medusas, miserable heads
With hairs of violet
You enjoy the hurricane
And I enjoy the very same.
The Lobster
Uncertainty, O my delights
You and I we go
As lobsters travel onwards, quite
Backwards, Backwards, O.
The Carp
In your pools, and in your ponds,
Carp, you indeed live long!
Is it that death forgets to free
You fishes of melancholy?
Orpheus
The female of the Halcyon,
Love, the seductive Sirens,
All know the fatal songs
Dangerous and inhuman.
Don’t listen to those cursed birds
But Paradisial Angels’ words.
The Sirens
Do I know where your ennui’s from, Sirens,
When you grieve so widely under the stars?
Sea, I am like you, filled with broken voices,
And my ships, singing, give a name to the years.
The Dove
Dove, both love and spirit
Who engendered Jesus Christ,
Like you I love a Mary.
And so with her I marry.
The Peacock
In spreading out his fan, this bird,
Whose plumage drags on earth, I fear,
Appears more lovely than before,
But makes his derrière appear.
The Owl
My poor heart’s an owl
One woos, un-woos, re-woos.
Of blood, of ardour, he’s the fowl.
I praise those who love me, too.
Ibis
Yes, I’ll pass fearful shadows
O certain death, let it be so!
Latin mortal dreadful word,
Ibis, Nile’s native bird.
The Ox
This cherubim sings the praises
Of Paradise where, with Angels,
We’ll live once more, dear friends,
When the good God intends.
931
Guillaume Apollinaire
Mareye
Mareye
Mareye était très douce étourdie et charmante
Moi je l'aimais d'Amour m'aimait-elle, qui sait?
Je revois parfois à la lueur tremblotante
Des lointains souvenirs cet Amour trépassé.
Sur ma bouche je sens celle de mon amante
Je sens ses petites mains sur mon front glacé
Ses mains dont doucement elle me caressait
Ses rares mains de sainte pâle ou bien d'infante
Mon amante d'antant dans quels bras t'endors-tu
Pendant l'hiver saison d'amour où les vents pleurent
Où les amants ont froid où les passants se meurent
Sous les tristes sapins meurent en écoutant
Les elfes rire au vent et corner aux rafales?
Songes-tu quelquefois quand les nuits sont bien pâles
Que telles nos amours sont mortes les étoiles?
Mareye était très douce étourdie et charmante
Moi je l'aimais d'Amour m'aimait-elle, qui sait?
Je revois parfois à la lueur tremblotante
Des lointains souvenirs cet Amour trépassé.
Sur ma bouche je sens celle de mon amante
Je sens ses petites mains sur mon front glacé
Ses mains dont doucement elle me caressait
Ses rares mains de sainte pâle ou bien d'infante
Mon amante d'antant dans quels bras t'endors-tu
Pendant l'hiver saison d'amour où les vents pleurent
Où les amants ont froid où les passants se meurent
Sous les tristes sapins meurent en écoutant
Les elfes rire au vent et corner aux rafales?
Songes-tu quelquefois quand les nuits sont bien pâles
Que telles nos amours sont mortes les étoiles?
807
Guillaume Apollinaire
In the Sante
In the Sante
I
Before I got into my cell
I had to strip my body bare
I heard an ominous voice say Well
Guillaume what are you doing here
Lazarus steps into the ground
Not out of it as he was bid
Adieu Adieu O singing round
Of years and girls the life I led
II
I'm no longer myself in here
I know
I'm number fifteen in the eleventh
Row
The sunlight filters downward through
The panes
And on these lines bright clowns alight
Like stains
They dance under my eyes while my
Ears follow
The feet of one whose feet above
Sound hollow
III
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
Round and round and round and round
The sky is like an iron clamp
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
With his bunch of keys that clink
Let the goaler go and come
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
IV
How bored I am between bare wall and wall
Whose colour pales and pines
A fly on the paper with extremely small
Steps runs across these lines
What will become of me O God Who know
My pain Who gave it me
Have pity on my dry eyes and my pallor
My chair which creaks and is not free
And all these poor hearts beating in this prison
And Love beside me seated
Pity above all my unstable reason
And this despair which threatens to defeat it
V
How long these hours take to go
As long as a whole funeral
You'll mourn the time you mourned you know
It will be gone too soon like all
Time past
too fast too long ago
VI
I hear the noises of the city
In the turning world beyond me
I see a sky which has no pity
And bare prison walls around me
The daylight disappears and now
A lamp is lit within the prison
We're all alone here in my cell
Beautiful light Beloved reason
I
Before I got into my cell
I had to strip my body bare
I heard an ominous voice say Well
Guillaume what are you doing here
Lazarus steps into the ground
Not out of it as he was bid
Adieu Adieu O singing round
Of years and girls the life I led
II
I'm no longer myself in here
I know
I'm number fifteen in the eleventh
Row
The sunlight filters downward through
The panes
And on these lines bright clowns alight
Like stains
They dance under my eyes while my
Ears follow
The feet of one whose feet above
Sound hollow
III
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
Round and round and round and round
The sky is like an iron clamp
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
With his bunch of keys that clink
Let the goaler go and come
In the next cell at the sink
Someone lets the water run
IV
How bored I am between bare wall and wall
Whose colour pales and pines
A fly on the paper with extremely small
Steps runs across these lines
What will become of me O God Who know
My pain Who gave it me
Have pity on my dry eyes and my pallor
My chair which creaks and is not free
And all these poor hearts beating in this prison
And Love beside me seated
Pity above all my unstable reason
And this despair which threatens to defeat it
V
How long these hours take to go
As long as a whole funeral
You'll mourn the time you mourned you know
It will be gone too soon like all
Time past
too fast too long ago
VI
I hear the noises of the city
In the turning world beyond me
I see a sky which has no pity
And bare prison walls around me
The daylight disappears and now
A lamp is lit within the prison
We're all alone here in my cell
Beautiful light Beloved reason
909
Guillaume Apollinaire
C’est Lou Qu’on La Nommait
C’est Lou Qu’on La Nommait
Il est des loups de toute sorte
Je connais le plus inhumain
Mon coeur que le diable l’emporte
Et qu’il le dépose à sa porte
N’est plus qu’un jouet dans sa main
Les loups jadis étaient fidèles
Comme sont les petits toutous
Et les soldats amants des belles
Galamment en souvenir d’elles
Ainsi que les loups étaient doux
Mais aujourd’hui les temps sont pires
Les loups sont tigres devenus
Et les Soldats et les Empires
Les Césars devenus Vampires
Sont aussi cruels que Vénus
J’en ai pris mon parti Rouveyre
Et monté sur mon grand cheval
Je vais bientôt partir en guerre
Sans pitié chaste et l’oeil sévère
Comme ces guerriers qu’Epinal
Vendait Images populaires
Que Georgin gravait dans le bois
Où sont-ils ces beaux militaires
Soldats passés Où sont les guerres
Où sont les guerres d’autrefois
Il est des loups de toute sorte
Je connais le plus inhumain
Mon coeur que le diable l’emporte
Et qu’il le dépose à sa porte
N’est plus qu’un jouet dans sa main
Les loups jadis étaient fidèles
Comme sont les petits toutous
Et les soldats amants des belles
Galamment en souvenir d’elles
Ainsi que les loups étaient doux
Mais aujourd’hui les temps sont pires
Les loups sont tigres devenus
Et les Soldats et les Empires
Les Césars devenus Vampires
Sont aussi cruels que Vénus
J’en ai pris mon parti Rouveyre
Et monté sur mon grand cheval
Je vais bientôt partir en guerre
Sans pitié chaste et l’oeil sévère
Comme ces guerriers qu’Epinal
Vendait Images populaires
Que Georgin gravait dans le bois
Où sont-ils ces beaux militaires
Soldats passés Où sont les guerres
Où sont les guerres d’autrefois
727
Guillaume Apollinaire
Annie
Annie
Sur la côte du Texas
Entre Mobile et Galveston il y a
Un grand jardin tout plein de roses
Il contient aussi une villa
Qui est une grande rose
Une femme se promène souvent
Dans le jardin toute seule
Et quand je passe sur la route bordée de tilleuls
Nous nous regardons
Comme cette femme est mennonite
Ses rosiers et ses vêtements n'ont pas de boutons
Il en manque deux à mon veston
La dame et moi suivons le même rite.
Sur la côte du Texas
Entre Mobile et Galveston il y a
Un grand jardin tout plein de roses
Il contient aussi une villa
Qui est une grande rose
Une femme se promène souvent
Dans le jardin toute seule
Et quand je passe sur la route bordée de tilleuls
Nous nous regardons
Comme cette femme est mennonite
Ses rosiers et ses vêtements n'ont pas de boutons
Il en manque deux à mon veston
La dame et moi suivons le même rite.
976
George Herbert
Virtue
Virtue
Sweet day, so cool, so calm, so bright
The bridal of the earth and sky:
The dew shall weep thy fall tonight,
For thou must die.
Sweet rose, whose hue, angry and brave,
Bids the rash gazer wipe his eyes:
Thy root is ever in its grave,
And thou must die.
Sweet spring, full of sweet days and roses,
A box where sweets compacted lie:
My music shows ye have your closes,
And all must die.
Only a sweet and virtuous soul,
LIke seasoned timber, never gives;
But though the whole world turn to coal.
Then chiefly lives.
Sweet day, so cool, so calm, so bright
The bridal of the earth and sky:
The dew shall weep thy fall tonight,
For thou must die.
Sweet rose, whose hue, angry and brave,
Bids the rash gazer wipe his eyes:
Thy root is ever in its grave,
And thou must die.
Sweet spring, full of sweet days and roses,
A box where sweets compacted lie:
My music shows ye have your closes,
And all must die.
Only a sweet and virtuous soul,
LIke seasoned timber, never gives;
But though the whole world turn to coal.
Then chiefly lives.
369
George Herbert
The Thanksgiving
The Thanksgiving
Oh King of grief! (a title strange, yet true,
To thee of all kings only due)
Oh King of wounds! how shall I grieve for thee,
Who in all grief preventest me?
Shall I weep blood? why thou has wept such store
That all thy body was one door.
Shall I be scourged, flouted, boxed, sold?
'Tis but to tell the tale is told.
'My God, my God, why dost thou part from me? '
Was such a grief as cannot be.
Shall I then sing, skipping, thy doleful story,
And side with thy triumphant glory?
Shall thy strokes be my stroking? thorns, my flower?
Thy rod, my posy? cross, my bower?
But how then shall I imitate thee, and
Copy thy fair, though bloody hand?
Surely I will revenge me on thy love,
And try who shall victorious prove.
If thou dost give me wealth, I will restore
All back unto thee by the poor.
If thou dost give me honour, men shall see,
The honour doth belong to thee.
I will not marry; or, if she be mine,
She and her children shall be thine.
My bosom friend, if he blaspheme thy name,
I will tear thence his love and fame.
One half of me being gone, the rest I give
Unto some Chapel, die or live.
As for thy passion - But of that anon,
When with the other I have done.
For thy predestination I'll contrive,
That three years hence, if I survive,
I'll build a spittle, or mend common ways,
But mend mine own without delays.
Then I will use the works of thy creation,
As if I us'd them but for fashion.
The world and I will quarrel; and the year
Shall not perceive, that I am here.
My music shall find thee, and ev'ry string
Shall have his attribute to sing;
That all together may accord in thee,
And prove one God, one harmony.
If thou shalt give me wit, it shall appear;
If thou hast giv'n it me, 'tis here.
Nay, I will read thy book, and never move
Till I have found therein thy love;
Thy art of love, which I'll turn back on thee,
O my dear Saviour, Victory!
Then for thy passion - I will do for that -
Alas, my God, I know not what.
Oh King of grief! (a title strange, yet true,
To thee of all kings only due)
Oh King of wounds! how shall I grieve for thee,
Who in all grief preventest me?
Shall I weep blood? why thou has wept such store
That all thy body was one door.
Shall I be scourged, flouted, boxed, sold?
'Tis but to tell the tale is told.
'My God, my God, why dost thou part from me? '
Was such a grief as cannot be.
Shall I then sing, skipping, thy doleful story,
And side with thy triumphant glory?
Shall thy strokes be my stroking? thorns, my flower?
Thy rod, my posy? cross, my bower?
But how then shall I imitate thee, and
Copy thy fair, though bloody hand?
Surely I will revenge me on thy love,
And try who shall victorious prove.
If thou dost give me wealth, I will restore
All back unto thee by the poor.
If thou dost give me honour, men shall see,
The honour doth belong to thee.
I will not marry; or, if she be mine,
She and her children shall be thine.
My bosom friend, if he blaspheme thy name,
I will tear thence his love and fame.
One half of me being gone, the rest I give
Unto some Chapel, die or live.
As for thy passion - But of that anon,
When with the other I have done.
For thy predestination I'll contrive,
That three years hence, if I survive,
I'll build a spittle, or mend common ways,
But mend mine own without delays.
Then I will use the works of thy creation,
As if I us'd them but for fashion.
The world and I will quarrel; and the year
Shall not perceive, that I am here.
My music shall find thee, and ev'ry string
Shall have his attribute to sing;
That all together may accord in thee,
And prove one God, one harmony.
If thou shalt give me wit, it shall appear;
If thou hast giv'n it me, 'tis here.
Nay, I will read thy book, and never move
Till I have found therein thy love;
Thy art of love, which I'll turn back on thee,
O my dear Saviour, Victory!
Then for thy passion - I will do for that -
Alas, my God, I know not what.
267