Topics
Poems in this topic

Life and Existence

Hans Christian Andersen

Hans Christian Andersen

June

June


'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer!


*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!


Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.


-Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!


-Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!

Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.

-Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
-Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*


Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!


-Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*


Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!



Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.


Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?


Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?


Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.


Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.


-Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!


Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!


Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!


-Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!



Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?


Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.


Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.


Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder!


-Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -


Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -


Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.


En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!



Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!

-Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
347
Hans Christian Andersen

Hans Christian Andersen

April

April


'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).


En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!


-Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!
(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;


Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær,


-Du forstaaer ei Sangen her - !
Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.


-Brud og Brudgom sad nu sammen,
Der var Lystighed og Gammen,

Smukt om Troskab blev der talt,
Men, - ak! Dig ei Talen gjaldt.
Elskeren.
Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja Du gav mig hende!
Hun, min første Kjærlighed
Min i Tid og Evighed!


Lille Fugl! løft glad Din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!


*
Chor af de Kjørende.
Med Graad i Øie, med Smiil paa Kind,
I Elskovs Drømme, i Sind og Skind,
Hvor ligner Du - o, Pigelil!


-April.
See Haabet med sin Blomsterkrands,
Dets hele Liv er kun en Dands!
Hvad fandt Du i dets Graad og Smiil?
-April!
For Laurbærkrandsen paa sin Grav
Saa mangen Helt sit Liv hengav;
Maaskee han løb mod Dødens Piil
April!
Fortuna med sit Hersker-Blik,
Og Brittens Tro 2 i Politik,
Hvor ligne I og Eders Smiil
April!
Den hele Jord, det hele Liv,
Med Kjærlighed, med Sorg og Kiv,
Er med sin Stræben, Kamp og Smiil
April!
*
Vandringsmanden.
Nei, Frihed synger Du, April,
Med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil!
Stolt svulmer frem hver Aae, hver Bæk,
Alt grønnes her den brune Hæk,
Og Sneen smelter bort paa Vang,
Mens Fuglen synger Friheds Sang!
En lille Fugl (paa Grenen).
Hen over Sø og salten Vand
Jeg kommer fra et fremmed Land;
Nær Polens Grændse Landet laae,
I Byen jeg en Galge saae,
Der var saa mange Navne paa.
Men Heltenavne man kun skrev,
Og Hædersstøtte Galgen blev,



Thi bøiede sig hver en Fri
Ærbødigt, mens han gik forbi,
Og aarle, alt ved Lærkens Slag,
Den stod bekrandset næste Dag.*
Jeg satte mig paa Støtten lidt,
Og sang mit Friheds Qvirrevit!


*Historisk Sandhed.
Eccho.
'Qvirrevit!'
Fuglen.
Ak! er min Friheds Sang ei meer?
Eccho.
'Ei meer!'
En skikkelig Mand.
Hvad behager? Her er allerede saadan en Qvinkeleren og Qviddren med Spurve og
Lærker! Alt det Fugle-Rak, vor Herre lader skabe, kommer strax og giver deres Besyv!


-Nu kan de da snart faae lidt i Skrotten igjen, nu Sommeren kommer! Hvor det ellers
er et deiligt Veir.
En Kritiker.
Hr. Forfatter! Gud bevare os! hvad tænker De paa? At lade saadan en Person komme
ind her? Er det Orden? Er det Logik? Hvad skal denne skikkelige Mand i Friheds
Maaneden?
Forfatteren.
Det er just en poetisk Frihed.
Kritikeren .
Vil De bare see at faae ham ud! eller jeg skal lære Dem [rettet fra 'dem'] begge to! ['!'
rettet fra '?']
Den skikkelige Mand.
Hvad? Faae mig ud! - Har jeg ikke Lov at spadsere i April Maaned? - Jeg fornærmer
ingen, og jeg skylder, Gud skee Lov, heller ingen Noget.
Kritikeren.
Jeg skal rive ham ned 3 i Kritikkerne!
Den skikkelige Mand.
Kom han mig ikke saa! for jeg har en Søstersøn, der skal op til første Examen næste
Aar, og han har allerede længe skrevet den Ene og den Anden en X for et U 4 i
Bladene; - men uden Navn - det er en Fandens Dreng, tag han sig i Agt for ham. -
Forfatteren.
O Gud, mine Herrer, De sætte mig i den største Forskrækkelse! Kom dog ikke op at
slaaes. -
Kritikeren.
Vil De forbyde os det! Hvad vil De med Deres skikkelige Mand her? Er De ikke selv
Skyld i det Hele. Nu vil jeg banke ham -
Forfatteren.
Ja Gud bevare os! det er jo Frihedens Maaned.


(trækker sig tilbage).
En ung Maler.
(kommer med sin Mappe og sine Tegne-Redskaber).
Den friske grønne Eng med sine Damme,
Den knopped' brune Skov, den aabne Sø,



Og Skyerne ved Firmamentets Ramme,
Der i en violetblaa Taage døe,
Dem maler jeg, de blive skal mit Eie.


(Han sætter sig paa en Steen under Træet).
Smukt hæver sig det lille Fiskerleie!
See, Garnet hænger udspændt høit ved Strand!
Her ligger Baaden trukket op paa Land,
Og Græsset under den, for Solen skjult,
Staaer høit og tykt, men med et grønligt Guult.
To Smaa-Børn lege foran Huset hist
Med tørre Pinde og en Bøgeqvist. ['.' indsat her]
De plante dem en Have smukt i Solen,
Mens Bedstemoder her i Lænestolen
Maa tage Plads og lege med de Smaae.
De [',' slettet] som to muntre Vaarens [',' slettet] Alfer staae
Ved Vintrens Snee, hvor mangt et Minde hviler.
Ømt til de kjære Smaae den Gamle smiler!
Vandringsmanden.
Hvor festligt klinger over Bondens Vang
Fra Kirketaarnet Klokkens dybe Klang,
Mens Havets Bølger synge med fra Stranden;
Hør, det er Paaske, Christus er opstanden!
Bølgerne.
Sæt Dig her paa Stenen, ved det brune Tang,
Vi skal Dig fortælle mangen Havfrue-Sang.
Dybt, saa dybt dernede, paa den vaade Grund,
Bygge Havets Piger, under Øresund.
Der er' [',' slettet] smukke Blomster, Tangen er saa grøn,
Og - som Søens Lillier er den Havfrue skjøn!
Tidt i Sommer-Natten hun fra Dybet gaaer,
Leger da heroppe med sit lange Haar.
Hver April hun bringer, under Bølge-Sang,
Danmark Friheds-Krandsen af sit grønne Tang;
Og mens Vinter-Kysten blomstrer smukt igjen,
Synger Danmarks frelse ved Niels Ebbesen;*
Synger Brittens Skjændsel og hans fule 5 Smiil,
Mens hun skjænker Danmark Krandsen for April!**
364
Guillaume Apollinaire

Guillaume Apollinaire

Vitam Impendere Amori

Vitam Impendere Amori

(Vitam Impendere Amori: To Threaten Life for Love)

Love is dead within your arms
Do you remember his encounter
He’s dead you restore the charms
He returns at your encounter

Another spring of springs gone past
I think of all its tenderness
Farewell season done at last
You’ll return as tenderly

****

In the evening light that’s faded
Where our several loves brush by
Your memory lies enchained
Far from our shades that die

O hands bound by memory
Burning like a funeral pyre
Where the last black Phoenix
Perfection comes to respire

Link by link the chain wears thin
Deriding us your memory
Flies ah hear it you who rail
I kneel again at your feet

****

You’ve not surprised my secret yet
Already the cortège moves on
But left to us is the regret
of there being no connivance none

The rose floats at the water’s edge
The maskers have passed by in crowds
It trembles in me like a bell
This heavy secret you ask now

****

Evening falls and in the garden
Women tell their histories
to Night that not without disdain
spills their dark hair’s mysteries

Little children little children
Your wings have flown away
But you rose that defend yourself
Throw your unrivalled scents away


For now’s the hour of petty theft
Of plumes of flowers and of tresses
Gather the fountain jets so free
Of whom the roses are mistresses

****

You descended through the water clear
I drowned my self so in your glance
The soldier passes she leans down
Turns and breaks away a branch

You float on nocturnal waves
The flame is my own heart reversed
Coloured as that comb’s tortoiseshell
The wave that bathes you mirrors well

****
O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain

The landscape’s formed of canvasses
A false stream of blood flows down
And under the tree the stars glow fresh
The only passer by’s a clown

The glass in the frame has cracked
An air defined uncertainly
Hovers between sound and thought
Between ‘to be’ and memory

O my abandoned youth is dead
Like a garland faded
Here the season comes again
Of suspicion and disdain
1,465
Guillaume Apollinaire

Guillaume Apollinaire

The Bestiary: or Orpheus’s Procession

The Bestiary: or Orpheus’s Procession

(Le Bestiaire ou Cortège d’Orphée)

Orpheus

Admire the vital power
And nobility of line:
It’s the voice that the light made us understand here
That Hermes Trismegistus writes of in Pimander.


The Tortoise


From magic Thrace, O delerium!
My sure fingers sound the strings.
The creatures pass to the sounds
Of my tortoise, and the songs I sing.


The Horse


My harsh dreams knew the riding of you
My gold-charioted fate will be your lovely car
That for reins will hold tight to frenzy,
My verses, the patterns of all poetry.


The Tibetan Goat


The fleece of this goat and even
That gold one which cost such pain
To Jason’s not worth a sou towards
The tresses with which I’m taken.


The Serpent


You set yourself against beauty.
And how many women have been
victims of your cruelty!
Eve, Eurydice, Cleopatra:
I know three or four more after.


The Cat


I wish there to be in my house:
A woman possessing reason,
A cat among books passing by,
Friends for every season
Lacking whom I’m barely alive.



The Lion


O lion, miserable image
Of kings lamentably chosen,
Now you’re only born in a cage
In Hamburg, among the Germans.


The Hare


Don’t be fearful and lascivious
Like the hare and the amorous.
But always let your brain weave
The full form that conceives.


The Rabbit


There’s another cony I remember
That I’d so like to take alive.
Its haunt is there among the thyme
In the valleys of the Land of Tender.


The Dromedary


With his four dromedaries
Don Pedro of Alfaroubeira
Travels the world and admires her.
He does what I would rather
If I’d those four dromedaries.


The Mouse


Sweet days, the mice of time,
You gnaw my life, moon by moon.
God! I’ve twenty eight years soon,
and badly spent ones I imagine.


The Elephant


I carry treasure in my mouth,
As an elephant his ivory.
At the price of flowing words,
Purple death!…I buy my glory.


Orpheus


Look at this pestilential tribe



Its thousand feet, its hundred eyes:
Beetles, insects, lice
And microbes more amazing
Than the world’s seventh wonder
And the palace of Rosamunde!


The Caterpillar


Work leads us to riches.
Poor poets, work on!
The caterpillar’s endless sigh
Becomes the lovely butterfly.


The Fly


The songs that our flies know
Were taught to them in Norway
By flies who are they say
Divinities of snow.


The Flea


Fleas, friends, lovers too,
How cruel are those who love us!
All our blood pours out for them.
The well-beloved are wretched then.


The Grasshopper


Here’s the slender grasshopper
The food that fed Saint John.
May my verse be similar,
A treat for the best of men.


Orpheus


His heart was the bait: the heavens were the pond!
For, fisherman, what fresh or seawater catch
equals him, either in form or savour,
that lovely divine fish, Jesus, My Saviour?


The Dolphin


Dolphins, playing in the sea
The wave is bitter gruel.
Does my joy sometimes erupt?
Yet life is still so cruel.



The Octopus
Hurling his ink at skies above,
Sucking the blood of what he loves
And finding it delicious,
Is myself the monster, vicious.


The Jellyfish


Medusas, miserable heads
With hairs of violet
You enjoy the hurricane
And I enjoy the very same.


The Lobster


Uncertainty, O my delights
You and I we go
As lobsters travel onwards, quite
Backwards, Backwards, O.


The Carp


In your pools, and in your ponds,
Carp, you indeed live long!
Is it that death forgets to free
You fishes of melancholy?


Orpheus


The female of the Halcyon,
Love, the seductive Sirens,
All know the fatal songs
Dangerous and inhuman.
Don’t listen to those cursed birds
But Paradisial Angels’ words.


The Sirens


Do I know where your ennui’s from, Sirens,
When you grieve so widely under the stars?
Sea, I am like you, filled with broken voices,
And my ships, singing, give a name to the years.


The Dove



Dove, both love and spirit
Who engendered Jesus Christ,
Like you I love a Mary.
And so with her I marry.


The Peacock


In spreading out his fan, this bird,
Whose plumage drags on earth, I fear,
Appears more lovely than before,
But makes his derrière appear.


The Owl


My poor heart’s an owl
One woos, un-woos, re-woos.
Of blood, of ardour, he’s the fowl.
I praise those who love me, too.


Ibis


Yes, I’ll pass fearful shadows
O certain death, let it be so!
Latin mortal dreadful word,
Ibis, Nile’s native bird.


The Ox


This cherubim sings the praises
Of Paradise where, with Angels,
We’ll live once more, dear friends,
When the good God intends.
931
Guillaume Apollinaire

Guillaume Apollinaire

In the Sante

In the Sante

I

Before I got into my cell
I had to strip my body bare
I heard an ominous voice say Well
Guillaume what are you doing here

Lazarus steps into the ground
Not out of it as he was bid
Adieu Adieu O singing round
Of years and girls the life I led

II

I'm no longer myself in here
I know
I'm number fifteen in the eleventh
Row

The sunlight filters downward through
The panes
And on these lines bright clowns alight
Like stains

They dance under my eyes while my
Ears follow
The feet of one whose feet above
Sound hollow

III

In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp
Round and round and round and round
The sky is like an iron clamp
In a bear-pit like a bear
Every morning round I tramp

In the next cell at the sink
Someone lets the water run
With his bunch of keys that clink
Let the goaler go and come
In the next cell at the sink
Someone lets the water run

IV

How bored I am between bare wall and wall
Whose colour pales and pines


A fly on the paper with extremely small
Steps runs across these lines

What will become of me O God Who know
My pain Who gave it me
Have pity on my dry eyes and my pallor
My chair which creaks and is not free

And all these poor hearts beating in this prison
And Love beside me seated
Pity above all my unstable reason
And this despair which threatens to defeat it

V

How long these hours take to go
As long as a whole funeral

You'll mourn the time you mourned you know
It will be gone too soon like all
Time past

too fast too long ago

VI

I hear the noises of the city
In the turning world beyond me
I see a sky which has no pity
And bare prison walls around me

The daylight disappears and now
A lamp is lit within the prison
We're all alone here in my cell
Beautiful light Beloved reason
909
George Herbert

George Herbert

The Thanksgiving

The Thanksgiving

Oh King of grief! (a title strange, yet true,
To thee of all kings only due)
Oh King of wounds! how shall I grieve for thee,
Who in all grief preventest me?
Shall I weep blood? why thou has wept such store
That all thy body was one door.
Shall I be scourged, flouted, boxed, sold?
'Tis but to tell the tale is told.
'My God, my God, why dost thou part from me? '
Was such a grief as cannot be.
Shall I then sing, skipping, thy doleful story,
And side with thy triumphant glory?
Shall thy strokes be my stroking? thorns, my flower?
Thy rod, my posy? cross, my bower?
But how then shall I imitate thee, and
Copy thy fair, though bloody hand?
Surely I will revenge me on thy love,
And try who shall victorious prove.
If thou dost give me wealth, I will restore
All back unto thee by the poor.
If thou dost give me honour, men shall see,
The honour doth belong to thee.
I will not marry; or, if she be mine,
She and her children shall be thine.
My bosom friend, if he blaspheme thy name,
I will tear thence his love and fame.
One half of me being gone, the rest I give
Unto some Chapel, die or live.
As for thy passion - But of that anon,
When with the other I have done.
For thy predestination I'll contrive,
That three years hence, if I survive,
I'll build a spittle, or mend common ways,
But mend mine own without delays.
Then I will use the works of thy creation,
As if I us'd them but for fashion.
The world and I will quarrel; and the year
Shall not perceive, that I am here.
My music shall find thee, and ev'ry string
Shall have his attribute to sing;
That all together may accord in thee,
And prove one God, one harmony.
If thou shalt give me wit, it shall appear;
If thou hast giv'n it me, 'tis here.
Nay, I will read thy book, and never move
Till I have found therein thy love;
Thy art of love, which I'll turn back on thee,
O my dear Saviour, Victory!
Then for thy passion - I will do for that -
Alas, my God, I know not what.
267