Nature and Elements

Mist


Low-anchored cloud,
Newfoundland air,
Fountain head and source of rivers,
Dew-cloth, dream drapery,
And napkin spread by fays;
Drifting meadow of the air,
Where bloom the dasied banks and violets,
And in whose fenny labyrinth
The bittern booms and heron wades;
Spirit of the lake and seas and rivers,
Bear only purfumes and the scent
Of healing herbs to just men's fields!

Mist


Low-anchored cloud,
Newfoundland air,
Fountain head and source of rivers,
Dew-cloth, dream drapery,
And napkin spread by fays;
Drifting meadow of the air,
Where bloom the dasied banks and violets,
And in whose fenny labyrinth
The bittern booms and heron wades;
Spirit of the lake and seas and rivers,
Bear only purfumes and the scent
Of healing herbs to just men's fields!

Low-Anchored Cloud

Low-anchored cloud,
Newfoundland air,
Fountain-head and source of rivers,
Dew-cloth, dream-drapery,
And napkin spread by fays;
Drifting meadow of the air,
Where bloom the daisied banks and violets,
And in whose fenny labyrinth
The bittern booms and heron wades;
Spirit of lakes and seas and rivers,
Bear only perfumes and the scent
Of healing herbs to just men's fields!

Light-Winged Smoke

LIGHT-WINGED Smoke, Icarian bird,
Melting thy pinions in thy upward flight,
Lark without song, and the messenger of dawn,
Circling above the hamlets as thy nest;
Or else, departing dream, and shadowy form
Of midnight vision, gathering up thy skirts;
By night star-veiling, and by day
Darkening the light and blotting out the sun;
Go thou my incense upward from this hearth,
And ask the gods to pardon this clear flame.

I am the Autumnal Sun

Sometimes a mortal feels in himself Nature
-- not his Father but his Mother stirs
within him, and he becomes immortal with her
immortality. From time to time she claims
kindredship with us, and some globule
from her veins steals up into our own.


I am the autumnal sun,
With autumn gales my race is run;
When will the hazel put forth its flowers,
Or the grape ripen under my bowers?
When will the harvest or the hunter's moon
Turn my midnight into mid-noon?
I am all sere and yellow,
And to my core mellow.
The mast is dropping within my woods,
The winter is lurking within my moods,
And the rustling of the withered leaf
Is the constant music of my grief...

November


'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'


*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).


En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.


Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.


Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.


Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
Tause sad de, Alt var stille;
Ingen Luftning krused' Havet.



Dybt jeg dykkede, dernede
Jog jeg Hvalerne af Søvnen;
Deres sorte Ryg de reiste
Over Fladen, sprøited' Vandet
Høit i Luften rundt om Vraget,
Hvor de tause Dødsindviede
Dybt og langsomt droge Aande,
Men endnu om Livet drømte; -
Mere Vandet steg i Rummet,
Lystigt hylte det derinde.
- Vraget sank, rev Baaden med sig -
Bølgen steg i vilde Hvirvler,
Sydede i store Kredse.
Saa blev atter alting stille,


-Ingen seer hvad Dybet gjemmer.
Ingen veed om Skibets Skjæbne;
Bange vente de der hjemme,
Uger, Maaneder og Aar,
Medens Hvalens sorte Finner
Slaae de hvide Dødningben.
Den Fjerde.
Intet stort Du der udretted',
Nei, hør kun, hvad jeg har gjort. -
Nær ved Genfersøens Bredder,
Hvor lavinen laa paa fjeldet,
Purpurfarvet smukt af solen,
Svang jeg mig i Aftenskumring.
Dybt i Dalen alt var Stilhed;
Ingen Luftning rørte Træet.


-ved den lille, lave Hytte
Sad en tre Aars Dreng og leged'.
Hæslig var han som en Engel!
Brune øjne, smil paa Kinden -
Se, nu kom en mægtig Rovfugl,
Der paa sine sorte Vinger
Rask slog ned og greb den Lille.
Højt den skreg; han fløj med Byttet.
Moderen kom ud fra Huset.
Uden Ord og uden Stemme
Stirred' hun med Dødens Blikke.
Først den satte sig paa Taget,
Fløj saa op ad Fjeldets Side;
Hvilte der, til hun var ved ham,
Atter fløj han da - ha, glæde!
Længer kunne hun ej følge -
Mellem Graner, Sne og Skyer,
Sad han i sin stolte Rede;
Slukked Øiets Stjerne-flamme,
Leged' med de gule Lokker,
Drak de varme, friske Draaber,
Og istemte højt sin Sang. www.
PoemHunter.com - The World's Poetry Archive


-under Reden laa et Snelag.
Ved min Aande blev det løsnet,
Thi jeg bævede af Lyst,
Og den lette Snebold trilled',
Svulmede til en Lavine,
Skjulte Hytten dybt i Dalen,
Hvor den bange Moder drømte,
Hendes mindste Barn laa trygt.
Den femte.
Dorske vagabonder er i.
Ikkun ét - ét eventyr?
Nej, som snogehammen broget,
Maa det med Bedrifter veksle.
Med den blege Maanestraale
Leged' jeg i Midnatsstunden
Om hver stærk og saftfuld Urt,
Suged' Kræfter op af Jorden,
Lagde Gift i Rod og Blade,
Krydret med mit Flammekys! -
Højt imellem Norges Fjelde
Traf jeg paa en Trup af Ulve;
Jeg med Vinterkulden slog dem,
Drev dem bort med Storm og Hagl,
Fra hvert Rov, de kunde finde,
Og de kom til Bondens Hytte;
Let blev Pinden brudt fra Døren,
Der var ingen Folk i Stuen,
Kun en Unge laae i Vuggen,
Ret en deilig Ulvebrad.


-Ene, i den dybe Granskov
Sad en Pige, hun var deilig!
Alle kaldte hende dydig.
Med en nyfødt Lille sad hun,
Væded' ham med Kys og Taarer,
Men fortvivled' over Skammen;
Selv jeg fandt, det klædte ilde;
Derfor, som en Hvirvelvind,
Greb jeg en af Skovens Graner,
Knuste den i mine Arme,
Snoede Barken til en Strikke,
Kasted' den for hendes Fødder, -
Og den gjorde herlig Nytte. -
Barnet grov' vi ned i Mosen -
Nu er Pigen atter dydig.
Derpaa gik min Vei til Havet,
Jeg blev Bølge mellem Bølger.
Stormen Steg, der kom en Snekke,
Fire Mand, en niaars Gut,
Var Besætningen derinde,
Gutten gik just i Kahytten,
Men de fire Mænd var' oppe.

Som en Braa-Sø jeg mig reiste,
Gjorde ryddeligt paa Dækket.

-Nu er Drengen ene Herre,
Skibet gaaer for Storm og Vinde.
See, nu kommer da det Sidste,
Skade, det er ei det Bedste! -
Nær ved Edinburg jeg landed';
Useet, sneg jeg mig i Hytten,
Hvor den syge Moder blunded'.
Hendes Søn, en ni-aars Dreng
Sad med Bibelen og læste;
Men da Søvnen qvæged' hende,
Taug han stille, folded' Haanden,
Saae paa hende fromt og barnligt.
Som en Luftning greb jeg hurtig
I det lette Senge-Omhæng,
Lod det kysse Lampe-Flammen.
Snart det blussede. Jeg brændte
I den røde, vilde Lue!
Drengen styrted' ud af Huset,
For at søge Hjelp for hende. -
Udenfor - et lystigt Møde!
See, der stod' to vilde Knægte,
Muskelstærke, klædt, i Pjalter,
Efter Bytte kun de lured';
Og de greb og qvalte Drengen,
Bragte Liget hen til Lægen,
Der betalte med Guineer,
Thi han fik et smukt Kadaver.
Men igjennem Hyttens Rude
Løfted' jeg min Flamme-Vinge,
Hvirvled' Røgen høit mod Skyen
I den maaneklare Nat.
Den Første.
Ha, jeg hører gjennem Stormen,
Hører gjennem Havets Brænding
Hist fra Hytten Fredens Toner.
Hør, den gamle Qvinde synger!
Gid jeg kunde blæse Psalmen
Ud af hendes fromme Hjerte.
Dorske Bølge, reis dig mere!
Ryst November-Storm din Vinge,
At jeg hendes Sang ei hører.


Psalmetoner fra Fiskerhytten.
'Vor Gud lod en Rose opskyde,
Alverden burde sig fryde;
Men mangen har aldrig fornummen,
At Rosen til Verden er kommen.


Ak, søger de ydmyge Steder,



I Støvet, hvor [skulle være: for] Frelseren græder,
Saa faae I vor Jesum i Tale,
Thi Roserne voxe i Dale.


Lad Verden mig Alting betage,
Lad Tornene rive og nage.
Lad Hjertet daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste!' **


De onde Aander.
Fæle, frygtelige Toner!
Kom, vi vil' som Hvirvelvinde
Stige i Novembernatten.
Men først her en Daad vi øve;
Vi vil lægge os paa Bølgen,
Suge Taage op af Havet,
Sprede denne rundt om Kysten.
Da den stolte Søemand gruer,
Mens paa nye Eventyr
Hver gaaer hen, hvor bedst ham synes.


Den Første.
Jeg vil rase vildt i Skoven,
Rykke Træer op med Roden;
Hvirvle Bladene mod Skyen;
Hvidske Mennesket i Hjertet:
'Efter Løvfald kommer Vaaren,
Bringer atter grønne Blade;
Derfor Du, naar Hjertet isner,
Troer, en nyfødt Vaar Dig venter.
Slægter fødes, Skoven grønnes,
Men husk paa det Løv, som falder,
Aldrig dette grønnes mere.
Det er kun i nye Slægter
Livet groer for Evigheden'.


Den Anden.
Jeg vil flyve ned til Sjælland,
Jage Fuglene fra Skoven,
Skræmme dem, at hæst de skrige;
Da vil Bonden i sin Hytte,
Grue for den vilde Jæger,
Det er Waldemar som jager!


Den Tredie.
Ja, ved Vordingborg i Taarnet
Hyler jeg med Natte-Blæsten
Gjennem Murens dybe Revner.
'Kongen har ei Ro i Graven!'
Hvisker da den bange Fisker,
Og med Eet han bli'er gudfrygtug,
Mens han seiler over Bugten.



Den Fjerde og Femte.
Kom, vi flyve op paa Heden,
Der en lystig Fest vi feire!
Nu i Finnerup de sove.


-Luftens Taage vil vi forme
Til en gammel gothisk Kirke,
Ret som den, der fordum stod der.
Døren aabne vi til Laden.
Jeg vil være Dannerkongen,
Erik Glipping. Du er Ranild.
Luftig' lette, skabt' af Taage,
Stige vi som deres Aander.
Tingen kjende vi til Grunden,
Selv vi vare med ved Legen,
Og har siden tidt af Bonden
Hørt det i hans gamle Vise.
'Lukked' Du Ranild den Dør med Stang,
Som jeg Dig dertil troer?
Undsagt mig har Marsk Stig engang,
Mindes Du vel hans Ord.


Jeg sætter for Døren Pind og Stang,
Og dertil Bjelke hiin tykke,
Ikke fødtes af Qvinde den Mand,
Der skal den med Hænder oprykke.


Viben vil værge for hver den Sted,
Som udi Marken mon staae,
Hun kan ei værge den lille Tue,
Som hun skal bygge paa.


Det var ei anden Pind eller Stang,
Som monne for Døren staae,
Det vil jeg Eder sige for sandt,
Det var kun to Halmstraae.


Det var ei anden Bjelke tyk,
Som han for Døren opreiste,
Det var et Halmneeg let og blødt,
Som Veiret strax frablæste'.


Ja saaledes klinger Visen!
Saadan var det, maae vi sande,
Kaade Trolde lystigt spøgte;
Een var Straaet, Een var Neget,
Det var Pinden, det var Bjelken. -
Men afsted! - Nu er jeg Kongen!
Bedst Du forestiller Ranild.
Og I Andre, som vil følge,
Vorder Taage! kom som Munke,



Mens bag Kappen Sværdet blinker.
Saadan vi den glade Blodnat,
Vor November-Farce spille,***
Mens en Natmand med Familie
Gaaer i Storm og Blæst paa Heden,
Og forfærdes, naar han seer os
Kogle i den vilde Midnat.


(Det oprørte Hav. - Et Skib flyver frem i Stormen).


Kapitainen (giver Befalinger).
Tredie Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! - ha alle Djævle, hvilken Nat!
(Skrig af Passagererne).


Kapitainen.
Ryddelig Dæk! - For Satan, hvilken Taage! - holla! ikke legere [fejl for: længere?]! - heis
Storm-Aben!


Bølgerne.
Menneskeaand, som byder os Skranke,
Ha skjælv bag den skjøre Planke,
Frygt den sorte, skummende Sø,
'Du skal døe!'


Kapitainen.
Kap luv Mesans Vanter! - ha, rør jer Gutter! - - Vi drive ind! - op med Roret!


Skrig af Matroser.
Vi sidde fast - Søen gaaer ind i Rummet! Herre Jesus! vi forgaae.


Don Juan.
Mephistopheles! jeg synker!


Mephistopheles.
Grib min Haand! Paa denne Planke
Vi paa Bølgen ride Ranke.
Gjennem Brændingen Du stiger,
Frelst, til Kystens smukke Piger,
Og paa Skrækken Dig fornøier.
Alt er kun November-Løier.
Den ei Aarets Død forkynder.
Ballet er det, som begynder.
Stormen her er Musikanten;
See, hvor lystigt Dandsen gaaer!
Seent først Vintergubben staaer
Kold og hvid, som Kommandanten.


(De drive i Land)..

June


'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer!


*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!


Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.


-Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!


-Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!

Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.

-Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
-Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!

*


Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!


-Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*


Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!



Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.


Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?


Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?


Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.


Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.


-Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!


Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!


Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!


-Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!



Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?


Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.


Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.


Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder!


-Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -


Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -


Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.


En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!



Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!

Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!

-Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!

Januar


'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.


-Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!
Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.


Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.



Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!


Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?


Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.


-Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
-Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.

-Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
-I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
-Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;

Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.


-Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
-Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.
Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -


Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!

Januar


'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.


-Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!
Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.


Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.



Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!


Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?


Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.


-Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
-Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.

-Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
-I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
-Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;

Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.


-Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
-Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.
Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -


Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!

August


'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!

-Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.


See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.


Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.


Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


-I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,

Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.


Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!


Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!


O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!


Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv!


-O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.

Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -


Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!


Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'

August


'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!

-Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.


See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.


Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.


Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


-I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,

Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.


Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!


Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!


O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!


Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv!


-O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.

Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -


Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!


Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'

August


'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!

-Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.


See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.


Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.


Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.


-I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,

Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.


Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!


Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!


O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!


Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv!


-O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.

Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -


Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!


Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'

The Bestiary: or Orpheus’s Procession

(Le Bestiaire ou Cortège d’Orphée)

Orpheus

Admire the vital power
And nobility of line:
It’s the voice that the light made us understand here
That Hermes Trismegistus writes of in Pimander.


The Tortoise


From magic Thrace, O delerium!
My sure fingers sound the strings.
The creatures pass to the sounds
Of my tortoise, and the songs I sing.


The Horse


My harsh dreams knew the riding of you
My gold-charioted fate will be your lovely car
That for reins will hold tight to frenzy,
My verses, the patterns of all poetry.


The Tibetan Goat


The fleece of this goat and even
That gold one which cost such pain
To Jason’s not worth a sou towards
The tresses with which I’m taken.


The Serpent


You set yourself against beauty.
And how many women have been
victims of your cruelty!
Eve, Eurydice, Cleopatra:
I know three or four more after.


The Cat


I wish there to be in my house:
A woman possessing reason,
A cat among books passing by,
Friends for every season
Lacking whom I’m barely alive.



The Lion


O lion, miserable image
Of kings lamentably chosen,
Now you’re only born in a cage
In Hamburg, among the Germans.


The Hare


Don’t be fearful and lascivious
Like the hare and the amorous.
But always let your brain weave
The full form that conceives.


The Rabbit


There’s another cony I remember
That I’d so like to take alive.
Its haunt is there among the thyme
In the valleys of the Land of Tender.


The Dromedary


With his four dromedaries
Don Pedro of Alfaroubeira
Travels the world and admires her.
He does what I would rather
If I’d those four dromedaries.


The Mouse


Sweet days, the mice of time,
You gnaw my life, moon by moon.
God! I’ve twenty eight years soon,
and badly spent ones I imagine.


The Elephant


I carry treasure in my mouth,
As an elephant his ivory.
At the price of flowing words,
Purple death!…I buy my glory.


Orpheus


Look at this pestilential tribe



Its thousand feet, its hundred eyes:
Beetles, insects, lice
And microbes more amazing
Than the world’s seventh wonder
And the palace of Rosamunde!


The Caterpillar


Work leads us to riches.
Poor poets, work on!
The caterpillar’s endless sigh
Becomes the lovely butterfly.


The Fly


The songs that our flies know
Were taught to them in Norway
By flies who are they say
Divinities of snow.


The Flea


Fleas, friends, lovers too,
How cruel are those who love us!
All our blood pours out for them.
The well-beloved are wretched then.


The Grasshopper


Here’s the slender grasshopper
The food that fed Saint John.
May my verse be similar,
A treat for the best of men.


Orpheus


His heart was the bait: the heavens were the pond!
For, fisherman, what fresh or seawater catch
equals him, either in form or savour,
that lovely divine fish, Jesus, My Saviour?


The Dolphin


Dolphins, playing in the sea
The wave is bitter gruel.
Does my joy sometimes erupt?
Yet life is still so cruel.



The Octopus
Hurling his ink at skies above,
Sucking the blood of what he loves
And finding it delicious,
Is myself the monster, vicious.


The Jellyfish


Medusas, miserable heads
With hairs of violet
You enjoy the hurricane
And I enjoy the very same.


The Lobster


Uncertainty, O my delights
You and I we go
As lobsters travel onwards, quite
Backwards, Backwards, O.


The Carp


In your pools, and in your ponds,
Carp, you indeed live long!
Is it that death forgets to free
You fishes of melancholy?


Orpheus


The female of the Halcyon,
Love, the seductive Sirens,
All know the fatal songs
Dangerous and inhuman.
Don’t listen to those cursed birds
But Paradisial Angels’ words.


The Sirens


Do I know where your ennui’s from, Sirens,
When you grieve so widely under the stars?
Sea, I am like you, filled with broken voices,
And my ships, singing, give a name to the years.


The Dove



Dove, both love and spirit
Who engendered Jesus Christ,
Like you I love a Mary.
And so with her I marry.


The Peacock


In spreading out his fan, this bird,
Whose plumage drags on earth, I fear,
Appears more lovely than before,
But makes his derrière appear.


The Owl


My poor heart’s an owl
One woos, un-woos, re-woos.
Of blood, of ardour, he’s the fowl.
I praise those who love me, too.


Ibis


Yes, I’ll pass fearful shadows
O certain death, let it be so!
Latin mortal dreadful word,
Ibis, Nile’s native bird.


The Ox


This cherubim sings the praises
Of Paradise where, with Angels,
We’ll live once more, dear friends,
When the good God intends.

Moonlight


Mellifluent moon on the lips of the maddened
The orchards and towns are greedy tonight
The stars appear like the image of bees
Of this luminous honey that offends the vines
For now all sweet in their fall from the sky
Each ray of moonlight’s a ray of honey
Now hid I conceive the sweetest adventure
I fear stings of fire from this Polar bee
that sets these deceptive rays in my hands
And takes its moon-honey to the rose of the winds

Moonlight


Mellifluent moon on the lips of the maddened
The orchards and towns are greedy tonight
The stars appear like the image of bees
Of this luminous honey that offends the vines
For now all sweet in their fall from the sky
Each ray of moonlight’s a ray of honey
Now hid I conceive the sweetest adventure
I fear stings of fire from this Polar bee
that sets these deceptive rays in my hands
And takes its moon-honey to the rose of the winds

Les Colchiques

Le pré est vénéneux mais joli en automne
Les vaches y paissant
Lentement s'empoisonnent
Le colchique couleur de cerne et de lilas
Y fleurit tes yeux sont comme cette fleur-la
Violatres comme leur cerne et comme cet automne
Et ma vie pour tes yeux lentement s'empoisonne

Les enfants de l'école viennent avec fracas
Vêtus de hoquetons et jouant de l'harmonica
Ils cueillent les colchiques qui sont comme des mères
Filles de leurs filles et sont couleur de tes paupières
Qui battent comme les fleurs battent au vent dément

Le gardien du troupeau chante tout doucement
Tandis que lentes et meuglant les vaches abandonnent
Pour toujours ce grand pré mal fleuri par l'automne

L'Adieu


J'ai cueilli ce brin de bruyère
L'automne est morte souviens-t'en
Nous ne nous verrons plus sur terre
Odeur du temps Brin de bruyère
Et souviens-toi que je t'attends

Autumn Crocuses

The meadow is poisonous but pretty in the autumn
The cows that graze there are slowly poisoned
Meadow-saffron the colour of lilac and of shadows
Under the eyes grows there your eyes are like those flowers
Mauve as their shadows and mauve as this autumn
And for your eyes' sake my life is slowly poisoned

Children from school come with their commotion
Dressed in smocks and playing the mouth-organ
Picking autumn crocuses which are like their mothers
Daughters of their daughters and the colour of your eyelids
Which flutter like flowers in the mad breeze blown

The cowherd sings softly to himself all alone
While slow moving lowing the cows leave behind them
Forever this great meadow ill flowered by autumn

Annie


Sur la côte du Texas
Entre Mobile et Galveston il y a
Un grand jardin tout plein de roses
Il contient aussi une villa
Qui est une grande rose

Une femme se promène souvent
Dans le jardin toute seule
Et quand je passe sur la route bordée de tilleuls
Nous nous regardons

Comme cette femme est mennonite
Ses rosiers et ses vêtements n'ont pas de boutons
Il en manque deux à mon veston
La dame et moi suivons le même rite.

The Flower

How fresh, O Lord, how sweet and clean
Are thy returns! ev'n as the flowers in spring;
To which, besides their own demean,
The late-past frosts tributes of pleasures bring.
Grief melts away
Like snow in May,
As if there were no such cold thing.


Who would have thought my shrivl'd heart
Could have recover'd greenness? It was gone
Quite under ground; as flowers depart
To see their mother-root, when they have blown;
Where they together
All the hard weather
Dead to the world, keep house unknown.


These are thy wonders, Lord of power,
Killing and quickning, bringing down to hell
And up to heaven in an hour;
Making a chiming of a passing-bell.
We say amiss,
This or that is:
Thy word is all, if we could spell.


O that I once past changing were,
Fast in thy Paradise, where no flower can wither!
Many a spring I shoot up fair,
Off'ring at heav'n, growing and groaning thither:
Nor doth my flower
Want a spring-shower,
My sins and I joining together:


But while I grow in a straight line,
Still upwards bent, as if heav'n were mine own,
Thy anger comes, and I decline:
What frost to that? what pole is not the zone,
Where all things burn,
When thou dost turn,
And the least frown of thine is shown?


And now in age I bud again,
After so many deaths I live and write;
I once more smell the dew and rain,
And relish versing: O my only light,
It cannot be
That I am her
On whom thy tempests fell all night.


These are thy wonders, Lord of love,
To make us see we are but flowers that glide:
Which when we once can find and prove,
Thou hast a garden for us, where to bide.



Who would be more,
Swelling through store,
Forfeit their Paradise by their pride.

Providence


O Sacred Providence, who from end to end
Strongly and sweetly movest! shall I write,
And not of thee, through whom my fingers bend
To hold my quill? shall they not do thee right?


Of all the creatures both in sea and land
Onely to Man thou hast made known thy wayes,
And put the penne alone into his hand,
And made him Secretarie of thy praise.


Beasts fain would sing; birds dittie to their notes;
Trees would be tuning on their native lute
To thy renown: but all their hands and throats
Are brought to Man, while they are lame and mute.


Man is the worlds high Priest: he doth present
The sacrifice for all; while they below
Unto the service mutter an assent,
Such as springs use that fall, and windes that blow.


He that to praise and laud thee doth refrain,
Doth not refrain unto himself alone,
But robs a thousand who would praise thee fain,
And doth commit a world of sinne in one.


The beasts say, Eat me: but, if beasts must teach,
The tongue is yours to eat, but mine to praise.
The trees say, Pull me: but the hand you stretch,
Is mine to write, as it is yours to raise.


Wherefore, most sacred Spirit, I here present
For me and all my fellows praise to thee:
And just it is that I should pay the rent,
Because the benefit accrues to me.


We all acknowledge both thy power and love
To be exact, transcendent, and divine;
Who dost so strongly and so sweetly move,
While all things have their will, yet none but thine.


For either thy command, or thy permission
Lay hands on all: they are thy right and left.
The first puts on with speed and expedition;
The other curbs sinnes stealing pace and theft.


Nothing escapes them both; all must appeare,
And be dispos'd, and dress'd, and tun'd by thee,
Who sweetly temper'st all. If we could heare
Thy skill and art, what musick would it be!


Thou art in small things great, not small in any:
Thy even praise can neither rise, nor fall.



Thou art in all things one, in each thing many:
For thou art infinite in one and all.


Tempests are calm to thee; they know thy hand,
And hold it fast, as children do their fathers,
Which crie and follow. Thou hast made poore sand
Check the proud sea, ev'n when it swells and gathers.


Thy cupboard serves the world: the meat is set,
Where all may reach: no beast but knows his feed.
Birds teach us hawking; fishes have their net:
The great prey on the lesse, they on some weed.


Nothing ingendred doth prevent his meat:
Flies have their table spread, ere they appeare.
Some creatures have in winter what to eat;
Others do sleep, and envie not their cheer.


How finely dost thou times and seasons spin.
And make a twist checker'd with night and day!
Which as it lengthens windes, and windes us in,
As bouls go on, but turning all the way.


Each creature hath a wisdome for his good.
The pigeons feed their tender off-spring, crying,
When they are callow; but withdraw their food
When they are fledge, that need may teach them flying.


Bees work for man; and yet they never bruise
Their masters flower, but leave it, having done,
As fair as ever, and as fit to use;
So both the flower doth stay, and hony run.


Sheep eat the grasse, and dung the ground for more:
Trees after bearing drop their leaves for soil:
Springs vent their streams, and by expense get store:
Clouds cool by heat, and baths by cooling boil.


Who hath the vertue to expresse the rare
And curious vertues both of herbs and stones?
Is there a herb for that? O that thy care
Would show a root, that gives expressions!


And if an herb hath power, what have the starres?
A rose, besides his beautie, is a cure.
Doubtlesse our plagues and plentie, peace and warres
Are there much surer then our art is sure.


Thou hast hid metals: man may take them thence;
But at his peril: when he digs the place,
He makes a grave; as if the thing had sense,
And threatned man, that he should fill the space.



Ev'n poysons praise thee. Should a thing be lost?
Should creatures want for want of heed their due?
Since where are poysons, antidots are most:
The help stands close, and keeps the fear in view.


The sea, which seems to stop the traveller,
Is by a ship the speedier passage made.
The windes, who think they rule the mariner,
Are rul'd by him, and taught to serve his trade.


And as thy house is full, so I adore
Thy curious art in marshalling thy goods.
The hills and health abound; the vales with store;
The South with marble; North with furres & woods.


Hard things are glorious; easie things good cheap.
The common all men have; that which is rare,
Men therefore seek to have, and care to keep.
The healthy frosts with summer-fruits compare.


Light without winde is glasse: warm without weight
Is wooll and furres: cool without closenesse, shade:
Speed without pains, a horse: tall without height,
A servile hawk: low without losse, a spade.


All countreys have enough to serve their need:
If they seek fine things, thou dost make them run
For their offence; and then dost turn their speed
To be commerce and trade from sunne to sunne.


Nothing wears clothes, but Man; nothing doth need
But he to wear them. Nothing useth fire,
But Man alone, to show his heav'nly breed:
And onely he hath fuell in desire.


When th'earth was dry, thou mad'st a sea of wet:
When that lay gather'd, thou didst broach the mountains:
When yet some places could no moisture get,
The windes grew gard'ners, and the clouds good fountains.


Rain, do not hurt my flowers; but gently spend
Your hony drops: presse not to smell them here:
When they are ripe, their odour will ascend,
And at your lodging with their thanks appeare.


How harsh are thorns to pears! and yet they make
A better hedge, and need lesse reparation.
How smooth are silks compared with a stake,
Or with a stone! yet make no good foundation.


Sometimes thou dost divide thy gifts to man,



Sometimes unite. The Indian nut alone
Is clothing, meat and trencher, drink and kan,
Boat, cable, sail and needle, all in one.


Most herbs that grow in brooks, are hot and dry.
Cold fruits warm kernells help against the winde.
The lemmons juice and rinde cure mutually.
The whey of milk doth loose, the milk doth binde.


Thy creatures leap not, but expresse a feast,
Where all the guests sit close, and nothing wants.
Frogs marry fish and flesh; bats, bird and beast;
Sponges, non-sense and sense; mines, th'earth & plants.


To show thou art not bound, as if thy lot
Were worse then ours; sometimes thou shiftest hands.
Most things move th'under-jaw; the Crocodile not.
Most things sleep lying; th’ Elephant leans or stands.


But who hath praise enough? nay who hath any?
None can expresse thy works, but he that knows them:
And none can know thy works, which are so many,
And so complete, but onely he that owes them.


All things that are, though they have sev'rall wayes,
Yet in their being joyn with one advise
To honour thee: and so I give thee praise
In all my other hymnes, but in this twice.


Each thing that is, although in use and name
It go for one, hath many wayes in store
To honour thee; and so each hymne thy fame
Extolleth many wayes, yet this one more.

Easter Song

I Got me flowers to straw Thy way,
I got me boughs off many a tree;
But Thou wast up by break of day,
And brought’st Thy sweets along with Thee.


The sunne arising in the East,
Though he give light, and th’ East perfume,
If they should offer to contest
With Thy arising, they presume.


Can there be any day but this,
Though many sunnes to shine endeavour?
We count three hundred, but we misse:
There is but one, and that one ever.

Easter Song

I Got me flowers to straw Thy way,
I got me boughs off many a tree;
But Thou wast up by break of day,
And brought’st Thy sweets along with Thee.


The sunne arising in the East,
Though he give light, and th’ East perfume,
If they should offer to contest
With Thy arising, they presume.


Can there be any day but this,
Though many sunnes to shine endeavour?
We count three hundred, but we misse:
There is but one, and that one ever.

Translation Of The Romaic Song

I enter thy garden of roses,
Beloved and fair Haidée,
Each morning where Flora reposes,
For surely I see her in thee.
Oh, Lovely! thus low I implore thee,
Receive this fond truth from my tongue,
Which utters its song to adore thee,
Yet trembles for what it has sung;
As the branch, at the bidding of Nature,
Adds fragrance and fruit to the tree,
Through her eyes, through her every feature,
Shines the soul of the young Haidée.


But the loveliest garden grows hateful
When Love has abandon'd the bowers;
Bring me hemlock since
mine is ungrateful,
That herb is more fragrant than flowers.
The poison, when pour 'd from the chalice,
Will deeply embitter the bowl;
But when drunk to escape from thy malice,
The draught shall be sweet to my soul.
Too cruel! in vain I implore thee
My heart from these horrors to save:
Will nought to my bosom restore thee?
Then open the gates of the grave.


As the chief who to combat advances
Secure of his conquest before,
Thus thou, with those eyes for thy lances,
Halt pierced through my heart to its core.
Ah, tell me, my soul! must I perish
By pangs which a smile would dispel?
Would the hope, which thou once bad'st me cherish,
For torture repay me too well?
Now sad is the garden of roses,
Beloved but false Haidée!
There Flora all wither'd reposes,
And mourns o'er thing absence with me.